35 / 287
opkastede Bunker; thi Alléens Røgt vilde ingen vedkende sig,
hverken Domainebestyrelsen eller Frederiksberg Kommunalbesty
relse, og den var saaledes næsten alene prisgivet til Menneskenes
Medlidenhed og Guds Naade og Barmhjertighed. Man kunde en
varm Sommerdag se Støvskyer hvirvle op og følge deres Flugt
mod det høje, naar Vandingens Draaber var fortærede af Sol
heden eller tilin tetg jo rte af de talrige Vognhjul og den stærke
Færdsel. 1 saa Henseende var der ikke synderlig Forandring
mellem før og nu, det skulde maaske være til det værre, thi
medens Alléen i 1860’erne som sagt var altfor Vej, var den det
ikke i gamle Dage. Frederiksberg Allé hørte da til Slottet, og
ingen vanhellig Vogn m aatte betræde den. Den var ved begge
Ender spæ rret med Jernporte, som af dertil ansatte Schweizere,
der havde Ophold i Portnerhuse, blev oplukkede for de Kongelige
og Herskabsvogne. Schweizerne forsvandt og gav Plads for Portner
koner, der ved Siden af denne Beskæftigelse drev en indbringende
Handel med Kager, blandt hvilke især „de røde Grise“ var meget
kert opsendte en Takkebøn for sit Livs Frelse. De Vandrende
saa man ogsaa jævnlig her med Haandlygter, og disse var derfor
et uundværligt Husgeraad for de indfødte i Alléen og paa Fre
deriksberg. Efterhaanden som Alléen og Frederiksberg By blev
mere og mere bebygget og Færdselen som en Følge heraf mere
og mere tiltog, blev dette Ragnarok i den Grad utaaleligt, at
Kommunalbestyrelsen endelig tog Mands Mod og H jerte til sig
og besluttede at lade Alléen og Frederiksberg By belyse med
T ranlygter. Disse var ikke mange og Belysningen som en Følge
heraf utilstrækkelig, men derved var dog vundet ikke saa lid et;
idetm indste kunde man nu lede sig frem ved det m atte Skær
uden at gaa, som det kaldes, med Livet i Hænderne. Det skete,
saavidt mindes i 1854. Dermed fulgte tillige, at Vægternes An
tal, som hidtil havde indskrænket sig til 1, siger og skriver een,
lydende Navnet Lars Petersen, blev forøget til hele 4. Nogle
Aar efter foregik der atte r en heldig Forandring. Frederiksberg
hk sit eget Gasværk, og nu spillede Straalerne fra de høje Gas-
Bryggeriet i Rahbeks Alle, opført 1860—61 af cand. pharm P. A. Vogelius. Overgaaet til „De forenede Bryggerier“ 1891.
søgte af Ungdommen, med Frugt og Cigarer med Penneposer.
Denne Forandring bragte im idlertid ikke nogen Forandring i det
væsentlige, endnu m aatte Portene aabnes, hvergang der viste sig
en Herskabsvogn, men „Tabu“ overholdtes dog ikke saa strengt
som i forrige Tider. Saa kom Droscherne, saa kom Omnibusserne,
de lange og de runde („Jordkloden“, „Nordstjernen“, „Solen“), saa
gjorde den friere Aand sig gældende; Alléen burde være „Folkets“
Ejendom, Jernportene aabnedes paa vid Gab, Portnerkonerne
forsvandt som unyttige Stykker Møbler, og omkring 1860 fejrede
Friheden sin største Triumf i Jernportenes og de uforklarlige
Bommes Bortrydning.
Hvorledes var Forholdene i ældre Tid i A lléen? I Begyn
delsen af 1850’erne hvilede der, naar Aftenen indtraadte om
E fteraaret eller om Vinteren, et uhyggeligt Mørke over den og
alle dens Omgivelser. Der var ikke en Lygte paa den hele Vej,
man m aatte lede sig frem langs Træerne, man m aatte raabe
hinanden an for ikke at løbe Panden imod hinanden, kort sagt,
man m aatte anvende alle sikrende Midler, for ikke at times en
Ulykke. Især frembød det korte Stykke Vej fra Jernporten til
den daværende Monigattis Pavillon paa Grund af Fodstiens Smal
hed saamegen Fare for at styrte over Træernes Rødder eller
falde i Grøften, hvor man nok kom til a t hvile blødt, men næppe
sødt, at mangen En, naar han var kommen til Enden deraf, sik-
lygter paa de rige V andpytter eller paa den spejlblanke Jord,
naar Frosten havde forvandlet Alléen til en eneste stor Glidebane.
Men den Forandring, der i Aarenes Løb er foregaaet med Fre
deriksberg Allé og dens Omgivelser, frem træder dog særligt i
Bebyggelsen. I 1885 fandtes der paa højre Side kun 9 Ejen
domme og paa venstre Side endog kun 3. —
Naar man i Midten af 1840’erne eller endnu længere tilbage
traad te ind i Alléen, hørte man strax tilhøjre en stærk Klokke
klang. Den kom fra Møllers Voxkabinet, og traad te man næ r
mere, saa man under Verandaen tvende Figurer, hvoraf den ene
var en Klokker, den anden en Portner. Klokkeren røgtede sin
Forretning med beundringsværdig Udholdenhed; uden at be
kymre sig om Udenverdenen haandterede han sit Instrument,
som om det var en Bestanddel af hans eget Jeg, hvad det sag
tens ogsaa var. Han ringede, for at kalde Folk til Voxkabinettet,
og det lykkedes ogsaa, th i der var store R ariteter a t se for en
billig Penge. Masker af store Afdøde: Frederik den Store og
Carl den Tolvte i LegemsBgur, som de gik og stod, Automater,
leende og grædende Børn, en Amagerpige, som kunde danse,
naar Spilleværket blev trukk et op og andet lignende. Men og
saa disse Sjældenheder og Kuriositeter m aatte yde deres T ribut
til Forgængeligheden, de forsvandt, og dér hvor Voxkabinettet
var, kom til at ligge et Beværtningssted.
31