52 / 121
40
veg nemlig den v æ b n e d e Arm ganske Pladsen for E l e f a n t e n , og siden har aldrig Nogen
erholdt den.
1 den kronologiske Samling opbevares blandt flere Exemplarer af denne sjeldne
Orden i begge dens Skikkelser det Exeraplar af den egenlige væbnede Arm, hvorefter Teg
ningen er udført.
Kristian IY’s Sovekammer.
I Sommeren 1646 besøgte Kong Kristian IV for halvtresindstyvende Gang sit kjære
Norge og efter Hjemkomsten derfra foretog han en Rundrejse i flere af sine danske og tyske
Provinser. Paa disse Rejser skaanede han ligesaalidet sine Kræfter, som han havde forkjælet
dem i sine Manddomsdage, uagtet han mærkede, at Alderen nu stærkt gjorde sin Ret gjældende,
efter at mange udstandne Strabadser, et langt Livs daadrige Virksomhed og megen oplevet
Kummer havde svækket og nedbrudt hans engang saa stærke Legeme. Han blev efter den Tid
tvungen til at opholde sig mere i Ro og Stilhed, og Resten af hans Dage gik fordetmeste hen
paa hans Yndlingsslotte Frederiksborg og Rosenborg.
Men den gamle Konge hengav sig ikke
til Ladhed og Sløvhed i sit Livs Aften, tvertimod søgte han at glemme sin tiltagende Skrøbe
lighed, de lange søvnløse Nætter og de tunge Sorger, der hobevis strømmede ind over ham,
ved en uafbrudt Syslen med Regjeringssager og anden Virksomhed.
I Aaret 1647 rammedes
han af det tungeste Slag: hans Søn, den udvalgte Konge, Kristian V, døde i Tyskland paa en
Baderejse, og fra nu af faldt der kun lidet Lys paa den gamle Heltekonges Vej; krænkende
og ydmygende Underhandlinger om Prins P’rederiks Valg til Konge efter Faderen, førte med
et selvisk og overmodigt Rigsraad, lode det paa en sørgelig Maade gaa op for ham, at der
gaves en Sneverhjertethed, som lod til at have glemt, hvor tidt han havde kjæmpet og blødt
for sit Folk. Hans Kræfter aftoge mere og mere, og i de første Maaneder af Aaret 1648 følte
han sig saa svag, at han den 21de Februar (efter vor nuværende Tidsregning den 2den Marts)
lod sig føre fra Frederiksborg, hvor han dengang residerede, til Rosenborg, for her at oppebie
Dødens Komme i sin tro Hovedstads Midte.
Det havde snet om Natten, hvorfor man, for at
han kunde hvile mere bekvemt, havde sat Gænger under hans Vogn, og saaledes forvandlet til
Slæde førte den, trukken af otte H este, det stille Tog over Vindelbroen ind i Rosenborgs
Slotsgaard, som Kong Kristian den Dag betraadte for sidste Gang.
De følgende fire Dage var Kongen oven Senge, og varetog, ihvorvel meget afkræftet,
med vant Nidkjærhed sine Kongepligter,gjennemlæste Andragender, underskrev o. s. v .,
men
derefter vare hans legemlige Evner saa kjendelig udtømte, at det stod klart for hans Om
givelser, at hans Dage vare talte. Søndagen den 27de Februar lod han afholde Prædiken ved
sit Leje. Da hans Hofpræst, Mag. Laurits Jakobsen, nærmede sig dette, rakte Kongen ham
Haanden med de Ord: »Her ligger jeg som en Guds Fange!« og da Præsten formanede ham
til at have Gud i sit Hjerte og forlade sig paa Kristi Fortjeneste, svarede Kongen paa Latin:
»Ne dubites!« og derefter paa Dansk: »Tvifler ikkun intet derpaa!« — Time efter Time blev
han nu svagere, men gudhengiven og uden Klager bar han sine Lidelser.
Den Fromhed og
Gudsfrygt, hvormed han modtog Sakramentet, den stille Glæde, hvormed han lyttede til