87 / 121
75
begrænset Antal, idet Ridderne, Stifterinden iberegnet, aldrig maatte være flere end 24.
Kun den, der
havde fortjent Dronningens særdeles N aade, kunde erholde Ordenen, og derfor skulde Enhver, som ved
andre Midler søgte at komme i Besiddelse af d en , for bestandig være ude
lukket fra dette Tegn paa hendes Bevaagenhed.
Var N ogen, der modtog
Mathildeordenen, allerede i Besiddelse af Ordenen l’ U n io n p a r f a i t e , skulde
denne øjeblikkelig tilbagesendes Dronningen, og efter Mathilderiddernes Død
var det paalagt deres Arvinger at sende Ordenstegnet tilbage.
D e Første,
der fik denne Orden, vare, foruden K ongen, Enkedronning Juliane Marie og
Arveprins Frederik, Generalerne Rantzau-A scheberg og Gåhier, Kammerherre
Enevold Brandt og Konferensraad Struensee, Grevinde Holstein til Holstein-
borg, Generalinde Gahler og Gehejmeraadinde Schimmelmann.
Ordenstegnet bestod af B egyndelsesbogstavet til Dronningens Navn i
Brillanter, omgivet af en Ring a f ædle Stene.
Foroven var anbragt en
kongelig Krone, medens tvende emajllerede Blomsterkviste forneden bøjede sig
opad Siderne.
Ordenstegnet skulde bæres i et rosafarvet Silkebaand med
Sølvstriber, af Herrerne om H alsen, af Damerne paa den venstre Side af
Brystet.
To Skabe.
Begge disse Møbler, der skulle være forfærdigede af en i hine Dage berømt »Kabi
netssnedker (i, Lehmann, karakterisere fortræffelig den udskejende Rokokostil (Dekadencen): de
vise, hvilke Vanskeligheder Flid i Forening med et stort Talent tidt har formaaet at overvinde,
men tillige hvor lidet Hensyn til det Hensigtsmæssige man har tag et, hvor kunstige og for
Gjenstandens N atu r og Beskaffenhed fremmedartede Motiver man som oftest med Sved og Møje
har hentet langvejsfra, istedetfor at tage, hvad der simpelt og naturligt frembød sig af sig selv.
Det først afbildede Skab skriver sig fra Aaret 1735 og skal efter Sagnet have kostet 1000 Guld-
dukater, en efter Pengenes daværende Værdi overordenlig Pris. Denne vil dog ikke forundre
os saameget, n aar vi se hen til det saare betydelige Arbejde, som er anvendt derpaa.
Den
rige brogede Indlægning, de mangfoldige R um , alle disse krumme L injer, disse Udskjæringer,
kort sagt, alt Dette, hvori vi saa at sige se Rokokostilens fulde Personifikation, maa have sat
Mesterens Kløgt og Taalmodighed paa Prøve i Aarrækker.
Dertil kommer det kostbare Ma
teriale: fine T ræsorter — alle Skufferne ere f. Ex. helt af Rosentræ — Guld, Spejlglas, Perle
moder, Elfenben m. M. — Aabner man dette Skabs tvende, indvendig og udvendig med
Spejlglas forsynede, Dø re, ses tre Rækker Skuffer med en rig Indlægning (Fugle, Antiloper,
Blomster o. s. v .), og trykker man paa en Fjeder nederst ved hver af Skabets Indersider,
fremspringer en Kant, der viser sig a t have gjemt en lang Række af smaa Lønskuffer. Møblets
Underdel, Chatollet, er ligeledes Indehaver af en Mængde Rariteter, i Form af Skuffer og
• An d e t, deriblandt navnlig een Indretning af ikke liden Interesse: udtrækker man nemlig den
øverste Skuffe under K lappen, viser der sig et Klaver, saa fuldkomment som det i hine Dage
kunde forfærdiges.
Klinge end dets Toner noget svagt og mangelfuldt i vore forvænte Øren,
h ar det dog altid Betydning for os som et af de faa tiloversblevne Værker fra Pianoforte
fabrikationens Barndom. Skabets Højde er 4 Alen 8 Tommer.
Det andet Skab vil dog i en endnu højere Grad slaa os som et sandt Foster af hin
Tids barokke Smag, og det ikke blot ved sin Form — Hovedmotivet sandsynligvis hentet fra
en Krone og altsaa omtrent saa fjernt som muligt fra Gjenstandens egenlige Formaal
men
ved sin hele Dekoration, de krumme Døre og Skuffer, iknvendelsen af Spejlglas, forgyldt Metal,
Mathildeordenen.