S_Thorvaldsen

123

som en Plastiker, for hvem Reflektionen, Hensynet til det formelt fuld

komne, det »klassisk« rolige, til en vis Grad kan tage Magten fra Inspira

tionen. En Tegning til Omarbejdelsen af Relieffet — gjengiven i nærværende

Værk S. 19 — indeholder unegtelig en større Fylde af dramatisk Liv, end

selve dette. Men Thorvaldsen har ikke mægtet her at forene den helt

rammende psychologiske Udtryksfuldhed med den fuldkomne lineære Rhyth-

mik; han har da valgt at ofre noget af den første paa den sidstes Altar.

Maaske hænger dette sammen med, at Thorvaldsen, som der fortælles,

netop i Sommeren 1815 følte sig lidet oplagt til original Produktion — , at

det Tungsind, der fra de unge Dage jævnlig havde hvilet over ham, paany

havde indfundet sig. Til Trods herfor frembragte han dog netop ved denne

Tid et af sine herligste, friskest inspirerede Værker, det berømte Relief

»Natten«. Det blev anlagt og i det væsentlige udført i Løbet af nogle

faa Morgentimer; da Eckersberg, som han altid plejede, tidlig paa For

middagen kom op i Atelieret for at besøge Kunstneren, sad denne — med

Hunden Teverino ved sin ene Side, en Kat ved den anden — foran det

næsten færdige Arbejde, fyldt af inderlig Glæde over dets Skjønhed. Saa

blev der sendt Bud efter Gipseren Antonio, forat denne kunde tage

Modellen hjem med sig til Afformning, men da han nogle Timer senere

indfandt sig, var allerede Sidestykket til »Natten«, det andet Medaillonrelief,

»Dagen«, under Modellering og vidt fremskredet. Gipseren spurgte, hvor

ledes »Natten« skulde omgrænses; »Kunstneren havde nemlig endnu ikke

bestemt dets ydre Form og blev opmærksom herpaa ved Antonios Spørgs-

maal. Da først trykkede Thorvaldsen den lille Lerkugle, som han rullede

imellem Fingrene, ind paa Basrelieffet under Nattens sagte svævende Vinger.

Med et Par Tryk var Lerkuglen dannet til en lille Ugle, hvis udstrakte

Vinger skulde angive Billedets Vandlinie. Da det var gjort, afridsede han

med et Stykke Kridt — Relieffet var modelleret op paa en sort

avle

Cirkelen, der skulde begrænse Medaillonen. Som Antonio nu vilde gaa

bort med »Natten« — saaledes fortælles der — raabte Thorvaldsen, der

atter var i Færd med Sidestykket: »Bliv lidt, Antonio, saa kan du faa

dette med!««

»Natten« og »Dagen« bleve Thorvaldsens mest populære Værker,

intet af, hvad han for øvrigt har frembragt, er saa ofte og paa saa mang

foldige Maader reproduceret som disse to Medailloner; de findes i Marmor

i Musæerne, i Metal eller Stuk paa Villamurene, i Biscuit i Salonerne og

16*