200 / 484
1 2 7
er den B eundring, S ta tu en væ k k e r , a f en n o g e t k ø lig Art
Ø jet følger
med V e lb eh a g de fint svun gn e Linier, man nyder G læden over de præ gtige
F orho ld o g vil ikk e fø le s ig fristet til at g a a i R e tte med Kunstneren, fordi
han m ed H en syn til d isse, som saa m ange a f sine F org jæ ngere, har »ideal
iseret« det k v ind e lig e L e g em e , der i Naturen altid er lavere fra Hofterne
nedefter, end g o d Proportionalitet kræver; man anerkjender tilfulde det
M esterskab , hvorm ed det h e le , sæ rlig Bryst o g R y g , er modelleret. Men
næppe vil man d o g regn e Thorva ld sen s Venus med blandt dem a f hans
Værker, som man sted se g jemm e r i kjærlig Erindring, fordi de have beriget
ens Sjæ l med nyt Indhold, g iv e t F an tasien fast S t o f at arbejde med, F ølelsen
rige Impulser.
S a g e n er d en , at Thorvald sen s »triumferende Venus« til
d r o d s for U d styrelsen med Æ b le t o g med det store Navn slet o g ret er
en udmærket kv ind elig A k tfigu r; den har over sig intet som helst a f det,
der kan led e T ank en hen p aa gudd omm e lig Byrd eller guddomm elig Magt.
Fork laringen hertil lig g e r ikk e fjern: en nordisk Kunstner i det nittende
Aarhundrede kan ikke sk ab e en g ræ sk Guddom ssk ikkelse saa at sig e paa
bar Bund — o g F o rud sæ tn in g ern e, hvorfra den moderne Mester skulde
g jen fød e , m angle. A f navnkund ige n ø gn e Venusstatuer fra Oldtiden er der
flere end n o k , m en ikk e en a f d em , der ere o s bevarede, er et friskt o g
prim itivt Værk, som kan g iv e o s b lo t en nød tørftig Underretning om, hvad
H elleneren m en te , naar han ta lte om Gudinden A frodite. Thorvaldsen har
til F o rb illed e kun haft F igu rer som den m edicæ iske Venus o g dennes Hel-
o g H a lv sø sk en d e , a f hv ilk e ingen har Værd som Illustration til den græ ske
Gudetro, hvor p ræ g tig de end fra andre Syn spunk ter betragtede kunne tage
s ig ud. Saa har han sim p elt hen fortsat Ræ kk en o g frembragt n oget smukt,
men ingen lunde n o g e t trovæ rd igt eller gribende.
V enu sstatuen g jo rd e im idlertid L ykk e i Kraft a f den Sm a g , der
v o ld er , at den m ed icæ isk e V enus altid vil have flere D y rk ere, end nogen
S k ik k e lse fra P arthenon sgavlene.
D e tre første Marmorexemplarer a f den
g ik til E ngland o g »havde, besynd erlig t n o k , alle den Skæ bn e, at de kun
gjennem Farer o g U lykk er om sider landede paa den brittiske Kyst.
Da
H ertuginden a f D evon sh ire s E xem p lar kom til E ngland , sk ete det ved
S ta tuen s U dpakn in g , at den venstre Arm knækkedes, o g denne Venus, som
opb evares paa Chatsworth, bærer derfor et Guldarmbaand paa venstre Arm.
D a Lord Lucans Venus i 1824 nærmede s ig den en gelsk e K y st, strandede
S k ib e t, men K isten b lev fisket o p , o g Venus ste g uskadt frem a f Havets