245 / 484
1 5 4
skraa fra øverst til nederst o g b id rage ikk e lidet til den r ig e m aleriske
V irkn in g , det h ele frembyder.
I F jæ ld væ g g en er h u g g e t en N ich e ; der
lig g e r , med sit H o v ed vend t m od den h e lv e tisk e R ep u b lik s V aab en sk jo ld ,
den væ ld ig e L ø v e o g dækker et Rum a f om tren t tred ive F o d s Læ n gd e.
F ra dens S id e rager S tum pen a f et a fb ræ kk e t S p y d frem; d ø en d e er den
se g n e t om , dens Ø jne lukk e sig ; H o v ed e t o g den højre F o r p o te hv ile paa
Sk jo ld et med de franske L iljer; den ven stre hæ n g er ned o v e r K lipp en s Rand.
En sim pel Indskrift, »H elvetiorum fidei ac virtuti« — »M inde om S chw eitzern es
T ro sk ab o g Mandsmod« — kroner d et h e le; under N ich en læ se s N avn en e
paa Officererne o g T a lle t paa de m en ig e S trid sm æ nd , der lo d e deres L iv
for K ongen , de tjente. V ed K lip p evæ g g en s F o d er der e t lille, ro lig t Vand,
om g iv e t a f mørke, sk y g g e fu ld e T ræ er; det afspejler L ø v en s B illede. S jæ lden
er det som her lykk ed es at bringe N atur o g K un st til at virk e samm en .
H vor sk jøn o g grand ios end se lv e L ø v en er m ed dens grib end e U d tryk paa
én G ang a f S o r g o g a f ædel Kraft: den m æ g tig e S tem n in g , der m aa fylde
hver den, som staar over for Luzernm onum en tet, sk y ld e s d o g næ pp e m indre
de F ø le lsen saa forunderlig b e ta g en d e O m g iv e lse r , den h emm eligh ed sfu ld e
R o paa S te d e t, den i alt Fald til sine T id er næ sten æ v en ty rlig e B ely sn in g ,
der hviler over Kunstværket, end dette selv . S e t i o g for s ig o g b e tra g te t
som et dekorativt-m onum entalt A rb ejd e bærer det im idlertid n ok som V id n e s
byrd om M esterens store E vn e til karakterfuld O p fa ttelse a f ’o g R ed e g jø r e lse
for en D y r e typ e ; h ele dets p la stisk e H o ld n in g o g d ets R ig d om paa U d tryk
er nok til at sikre dets Væ rd , saa læ n g e der er n o g e t tilb a g e a f S ten en ,
hvori det er. mejslet. Imod dets Enk elth ed er vil der v el nok kunne rejses
Indvendinger, hvilket har sin ret naturlige F o rk la rin g d er i, at hverken
Ihorva ld sen eller B ienaim é, da M onum en tet b lev til, n o g en S in d e havd e set
en levende L øve, men m aatte hjæ lpe s ig med den O p ly sn in g o g d e Indtryk,
andre Kunstværker kunde g iv e .
Om Relieffirisen til den paatæ nk te K irke i M ünchen forhand ledes
der vedb livende baade mundtlig o g skriftlig ; i de b a y e r sk e K unstnerkredse
herskede i den An ledn ing en D e l M isfornøjelse; man fandt d et u rig tig t, at
et saa om fattende Værk sku lde overd rages en fremm ed , da der d o g blandt
Landets egn e Børn fandtes B illed h u g g e r e , som nok kunde h av e K rav paa
at komm e i Betragtning. Vred var især den ret talentfulde, d o g ingen lunde
sæ rlig b etyd elig e Eberhard , der havde tilbragt flere A a r i R om m ed S ta ts
understøttelse, o g som allerede før sin H jem kom st til München havd e slu ttet sig