243 / 484
1 5 2
A kad em iets store Guldm edaille o g d ro g kort derpaa til R o m , hvor han
strax s ø g te T h o rv a ld sen , der m o d to g ham m ed o v e ro rd en tlig V en ligh ed ,
aabnede sine Væ rksteder for ham , g jo rd e ham b ek jend t m ed sin e r ig e S am
linger o g indrømm ede ham P lads til at b o h o s s ig , naar d et V æ r e ls e , der
for T id en var o p ta g e t a f Baron S ch u b e r t, b lev led ig t. L æ n g e va red e det
ik k e , før F reund , en æ d el, selv fo rnæ g tend e N atur o g som B illed h u g g e r en
a f de finest b eg a v ed e o g sam v ittigh ed sfu ld este, der h a v e le v e t o g v irk et paa
dansk G rund , b lev den æ ldre M esters højre H aand .
Snart k om han i
T horva ld sen s A telier til at ind tage en overordn et S tillin g ; h an , der »fu lgte
hele U dvik lingen a f A rbejderne lig e fra den første U n d fan g e lse til den sid ste
G latn ing a f Marmoret« o g saa led es b lev i u alm ind elig Grad fortro lig med
M esterens S til o g V irk em aad e, fik hurtig d et rette G reb paa at g iv e den
store M esters T anker o g F ø le lse r U d tryk o g at h o ld e de underordnede
Kræfter til at rø g te deres G jerning paa rette M aade; »T horva ld sen kunde
ikke have fundet en m ere p aa lid elig o g u e g en n y ttig S tø tte end F reund , der
paa sin S id e ikke b etrag ted e det som O ffer, naar han anvend te T id o g
Kræfter paa at stø tte Thorva ld sen o g væ rne om hans A rb ejd er; d et var
n o g e t, fandt han , der sim p elt hen sk y ld te s en saadan K un stner«. D e r var
saaledes nu saa lidet som m u ligt til H inder for, at T h o rva ld sen en d e lig
fu lgte K aldelserne fra H jemm et; en B estillin g , som han i S ep tem b e r 18 18
havde m od tag et fra U d land et, kunde en d o g sa a b e tr a g te s som en sæ rlig
An ledn ing til, at han netop nu g a v s ig ud paa R e jse.
S om bek jend t tjente endnu ved den sto r e R ev o lu tio n s Udbrud en
D e l Schw eitzere i Frankrig som k o n g e lig G arde; under S to rm en paa
Tuillerierne den io n d e A u g u st 1792 b lev denne, der s ø g t e at væ rg e K on g en
o g hans F am ilie, nedsab let.
En a f dens O fficerer, O b erst P fyffer von
A ltish o fen , havde d o g undgaaet at d ele S kæ b n e m ed sin e K am erater; nu
fremkom han med et F o r sla g til i S chw eitz at rejse de faldne K r ig e r e et
M indesmæ rke, o g P lanen vand t, om end ikk e a lm indeligt B ifa ld , sa a d o g
en saa kraftig T ilslu tn in g , at man snart kunde tæ nk e p aa at v irk elig g jø r e
den.
M indesmærket skulde have sin P lads i et tæ t v ed Luzern lig g en d e
P a rk an læ g , der tilhørte O b ersten , men som han nu vild e g jø r e til offen tlig
E jendom ; angaaende M odellen dertil henvend te man s ig til T h o rva ld sen ,
som erklærede s ig v illig til at p a a ta g e s ig A rb ejd et for en yd e rst ringe
G od tg jø r e lse o g strax udførte en S k itse til den sen ere saa b erøm te »Schweitzer-
lo v e « ; M odelleringen i større M aalestok — om tren t naturlig S tø rr e lse —