336 / 484
2 1 3
Frisen til hans Villa nu med det allerførste skulde komme ham i Hænde;
der manglede kun ét Led, det Stykke, paa hvilket Kunstneren og Bestilleren
vare portrætterede.
Denne sidste blev meget glad over Meddelelsen og
skrev tilbage: »Der mangler altsaa kun det sidste Stykke, hvor vi skulle
optræde sammen og staa forenede i al Evighed; Tanken derom er for mig
ikke mindre kjær og ærefuld end trøsterig«. Den gamle, svagelige Mand
skulde dog ikke opleve den Glæde at føle sig som Ejer af det længsels
fuldt ventede Kunstværk; han døde kort før Aarets Udgang, og først i 1828
blev det anbragt paa sin Plads.
A f et af sine tidligste Værker, Døbefonten til Brahetrolleborg Kirke,
lod Thorvaldsen i Tyverne udføre et nyt Marmorexemplar, som han
skjænkede til Kirken i Myklabo paa Island, hvor hans Forfædre havde levet.
Fra Prins Christian modtog han gjentagne Opfordringer til at fremskynde
Modelleringen af Prinsesse Caroline Amalies Statue; Skitsen dertil havde i
længere Tid staaet færdig, og i 1826 tog Kunstneren fat paa den legems-
store Model, der blev fuldendt i Løbet af det følgende Aar. Den blev et
Kunstværk, sit skjønne Forbillede værdigt. Prinsessen er afbildet staaende,
iført en let, fodsid Kjole, der holdes sammen af et Bælte tæt under Brystet
og lader Skuldrene og det meste af Armene være blottede; den venstre
Haand er sænket og holder den ene Ende af det ned over Ryggen faldende
Sjal; med den højre løftes dettes anden Flig op over Skulderen.
Hele
Figurens Holdning udtrykker den ædleste Forening af Ynde og Værdighed;
Hovedet er saa fint og udtryksfuldt, at Kunstværket alene derved faar
monumental Betydning. Det er i det hele en mærkelig Kjendsgjerning, at
Thorvaldsen som Tolker af Ansigtsform og fysiognomisk Udtryk i Almin
delighed naaede højere, naar han modellerede Hovederne til Portrætstatuer,
end han mægtede i sine Buster. Der findes blandt disse mangfoldige af stor
Kunstværd, Arbejder, hvor Formen er gjennemført med en høj Grad al
Finfølelse, og hvor Karakteristiken virker med overbevisende Kraft.
Men
gjennemgaaende faar man dog ved at overse Rækken af I horvaldsens
Portrætbilleder det Indtryk, at han har arbejdet med større Liv og Lyst,
med fuldere Begejstring, mere i sin egen Aand, naar han har haft Hovedet
til en Statue, helst en af udpræget monumental Karakter, under Modellering,
end hvor det har været hans Opgave at udføre en Buste. I sidstnævnte
Situation har han i Reglen næppe følt sig helt fri; Kravene til den rent
udvortes Lighed have kunnet udøve et vist Tryk paa ham.
Dette Tryk