173 / 183
355
Smaatræk om Tietgen.
f i
meddele nedenfor nogle Smaatræk, som
vi har laant af det i Anledning af Jæbilæet ud
komne Værk: „T i e t g en s Liv og Gj e r n i ng “.
Slige Værker ere altid overordentlig interessante,
da det jo f. Ex. virkelig er belærende at faa at
vide, hvilket Handske-Nummer en stor Mand har
brugt, eller bidrager til at give En det rette Syn
paa en hekjendt Storhed, haar man erfarer, hvor
stærke Briller han pleiede at gaa med. Dette Værk
opfylder i saa Henseende alle rimelige Fordringer,
idet man baade vil finde det Telegraftov, der som
en rød Traad gik igjennem T i e t g e n s Liv, og
tillige vil se, at denne Mand ved alle Lejligheder
var i Besiddelse af en Mængde Sprit.
Som Bevis paa, at T ie t g e n allerede meget tidlig robede
sit store Handelstalent, kan følgende lille Historie fra hans
Skolegang anføres.
Læreren spurgte ham en G ang: «Sig mig, lille T i e t g en,
naar du i Dag faar 10 Kroner, og i Morgen faar 7 til,
hvor mange har du saa?« — •19 * , svarede T i e t gen uden
Betænkning. — »Det er galt! Du har jo kun 17 * . —
»Ja, men jeg regnede Renten med!»
En Gang havde T ie t gen , som den Gang var Nr. 1 i
Kjøbenhavns Handelsskole, tilligemed en Del Kammerater
sammensvoret sig om at gjennembanke en fælles Kammerat,
der gik under Navn af » B aro n en », og som var T ie t g e n
en slem Konkurrent til Duxepladsen; de gjorde det saa
grundigt, at » B aro n en » næsten ikke kunde rejse sig igjen,
men tilsidst lykkedes det dog at faa ham paa Benene. Da
T ie t g e n i denne Anledning skulde staa offenlig Skoleret,
nedlagde han Protest herimod ved at sige, at det ikke ved
kom O ffe n t lig h e d e n , da det var p r iv a t B a n k .
Da T ie t g e n en Gang som ungt Menneske blev spurgt
om, hvilken Blomst han syntes bedst om, svarede han:
«Kabeleje!» Den Gang tænkte Ingen paa, at han en Gang
i Tiden skulde biive Direktør for et af de største Tele
grafselskaber og som saadan blive saa stor en Kabel-Ejer.
T i e t g e n kjendte i Almindelighed ikke til Misundelse;
en af de faa Gange, han har vist en lille Svaghed i denne
Retning, var, da han hørte, at man kaldte Kvarteret om
Boulevarden for » K v a r t e r e t H a n se n » . — »Hvorfor», sagde
Tietgen, »viser man denne Mand den Æ re at opkalde et
helt K varter af Byen efter ham?
Han har ganske vist
bygget mange Huse, og store er de alle, men er den Mand
ikke større, der kan faa de største Huse til at vakle og som
har styrtet saa mange Smaahuse og reist sig selv et Tempel
paa deres Ruin.?»
Vittige Svar havde Tietgen altid paa rede Haand, Da
det saaledes en Gang paa Børsen blev ham fortalt, at
en
bekjendt svær Grosserer, som havde gjennemgaaaet
en
Brønd
kur paa en Maanedstid, havde tabt 20 Pund og som Følge
deraf var meget svækket, svarede T i e t g e n : »A a hvad,
kan han ikke taale det? Je g tabte en Gang i England paa
en Dag 300,000 Pund, men det generede mig slet ikke!»
Den Gang den bekjendte Studekrig udbrød her i Lan
det, meldte T ie t g e n , som paa den Tid var K ap tam for
• d e t fo r e n e d e D a m p s k ib s s e ls k a b » , sig i første Linie,
den saakaldte E s b j erg-Linie, og han indlagde sig her store
Fortjenester ved sin mægtige Transportflaade, der hurtig
bemægtigede sig Eneherredømmet paa hele Routen K jø b e n -
li a v n -N e w c a stle . Disse Fribyttertog, der senere udvidede
sig til Jylland, skadede i Særdeleshed Hs. jydske Excellence
S k e e l, hvis Stilling allerede den Gang var temmelig uholdbar.
Da der nu en Gang blev holdt Krigsraad, tillod en Aktionær
— saaledes kaldtes de Menige, som T ie t g e n brugte til
Kanonføde, — sig at spørge denne, om det ikke var er.
fejl Kurs, han styrede. T ie t g e n , der aldrig kunde taale
nogen Modsigelse paa saadanne Generalforsamlinger, navnlig
ikke af de Menige, svarede da:
«Hold Mund! Lad bare
mig beregne K u rsen ; jeg er ikke saa sk e eløjet endda!»
Tietgen var bekjendt for at elske Udflugter; selv om
det var aldeles unødvendigt, .fandt han stedse paa Udflugter,
hvor han kunde. Til at deltage i disse indbød han i Reglen
en større K reds af sine nærmeste Venner og Bekjendte, og
det kom ham slet ikke an paa, hvad det kostede ved slige
Lejligheder. I Efteraaret
1882
havde han saaledes en Gang
inviteret en udvalgt Samling Herrer til en Fornøjelsestur
til Lolland. Med sin sædvanlige elskværdige ©lemsomhed
havde han ikke husket at tage Penge med, og da han efter
den flotte Middag skulde betale, opstod der følgende Sam
tale mellem ham og Opvarteren:
»Jeg har sku ingen Penge, min gode Mand!»
»Men hvor skal jeg da faa mine Penge?»
«Skidt! Lad A k t i e s e l s k a b e t f o r S u k k e r f a b r ik
k e r n e betale!»
»Jamen al den Vin, De har faaet?»
«Aa, den kan A k t ie s e ls k a b e t fo r S p r i t f a b r i k
k e r n e betale!«
Da han tilsidst vilde forlade Dampskibet, viste det sig,
at han ingen B illet havde.
»Ikke andet end det!*, sagde han. » D e t f o r e n e d e
D a m p s k i b s s e l s k a b kan vel nok give frit Dampskib!»
Dette lille Træk giver ogsaa et karakteristisk Vidnes
byrd om det store Selskabstalent, T i e t g e n var i Besiddelse af.
D et var saa favr en Høstdag alt i det kolde Nord,
Og Solen leged’ 'Lit gjennem Selverskyens Flor,
Saa kostelig en Snekke fra Axelstad udfor;
Thi T ietgen stod ved Styret og Sarah var om Bord.
De stævnede mod Norden for »HamI et s Grav» at naa.
Det var ham let at finde, hvor Ham le t han laa;
Thi Ha m iet hamled’ op med hver Helt
i
mangen Strid,
Som Ti et gen hawled’ op med vor Bors i denne Tid.
Saa ginge de i Land paa det hellige Sted,
Det gjorde ham let om Hjærtet og Sarah Bernhard med;
Helt helsingor i Ho’det de drak af Silden der,
Og alle dybt var rorte, men F a lle sen især.
Saa droge de tilbage og fandt et dækket Bord,
Hvor man med Appetit gjennem Spisesedlen fo’r.
Der drak man Sar ah s Skaal og lod Kursen hjemad staa.
— Den Udflugt var sgu magelos, det kan de Iaane paa!