142 / 185
1 2 4
F R A N S IC I C UN S T U D S T I L L I N G
Ejers vigtigste Læremestere«. Udvendig støttede Hallen sig endelig
til en Gjengivelse af Nikolaj kirkes gamle Taarn. Men derom senere,
her maa forst fremhæves, at Jacobsen yderligere deltog i Aarets be
vægede Udstillingsliv med en helt selvstændig Udstilling. Paa den
anden Side af Vesterbrogade lige overfor Hovedindgangen til den no r
diske Udstilling arrangerede han i en egen, specielt dertil opfort Byg
ning en stor fransk Kunstudstilling, som han trods Modstand fra
danske Kunstneres Side førte igjennem med Energi.
Ved Professor V.
K
leins
Hjælp fik han i Paris dannet en Komite
tor den franske Kunsts Repræsentation ved denne Lejlighed i Kjøben-
havn. Den bestod af en Række ypperlige Navne med Pasteur i Spidsen,
og Resultatet blev en rig Deltagelse, der helt fyldte den efter Profes
sor Kleins Tegning opførte store, lyse Udstillingsbygning med en god
Facade i antik Stil. Og Jacobsen lod det ikke blive ved at indbyde
den franske Kunst, han indbød ogsaa de franske Kunstnere, hvad der
gjorde et saa stort Indtryk, at Pariserbladet FiGx\.ro den Dag, da de
franske Kunstnere som Jacobsens Gjæster forlod Paris, aabnedes med
en Artikel herom af ingen mindre end den bekjendte Chroniqueur
A
lbert
W
olf
.
Og det skal siges, at naar der i h int livlige Aar herskede
et vist kunstnerisk og internationalt Rore i Kjøbenhavn, skyldtes dette
i ikke ringe Grad Jacobsen, der saa fortræffeligt suplerede den no r
diske Udstilling med dens kunstindustrielle Afdelinger fra saa godt
som alle Evropas storre Lande. Det er ganske naturligt, at han i dette
Aar blev Officer af Æreslegionen.
Men tilbage til hans Udstillingshal med Nikolajkirkes Taarn ved
Siden i ikke ringere end en Tredjedel Størrelse. Det ragede som en
virkelig Prydelse op i Udstillingens Park og fortalte højt om Jacob
sens levende Interesse for Gjenopførelsen af det 1795 i Kjøbenhavns
Ildebrand faldne smukke Taarn. Han akcentnerede her paa en ejen
dommelig storslaaet Maade, hvad han allerede havde antydet fem Aar
for. I Fundatsen for Ny Carlsbergs Kirkelegat fra 1883 hedder det, at