630 / 651
100
fra udskrevne Børn. Af de i 1884 udskrevne 44 Drenge ere saaledes 19 ikke mere vendte tilbage til
Hjemmet. Skoledirektionen har anbragt 5 paa Holstejnsminde og 1 paa Flakkebjerg. Foreningen
af 1837 til forsømte Børns Frelse har bortsendt 4. To ere satte i Pleje i Provinserne af vedkom
mende Forsørgelseskommuner, hvis Opmærksomhed man havde henledt paa Børnenes højst ulykkelige Stil
ling. En vel begavet.lille Dreng var saa lykkelig at blive optaget i det kgl. Opfostringshus, hvor han
hurtigt arbejdede sig op til Nr. 1 i sin Klasse, og hvor han hidtil har opført sig til alles Tilfredshed.
Endelig ere af 9 Konfirmander de
6
bievne anbragte i Lære uden at komme mere i Berøring med deres
Hjem. To af disse vare saa heldige at faa gode Pladser her i Byen og at blive optagne i Lærlinge
hjem met. To kom i Lære i Provinserne, og en gik til Søs. En daarlig begavet, meget forsømt og fuld
stændig hjemløs, men godmodig Dreng kom i Tjeneste hos en Godsforvalter i Sydsjælland, som paa en paa-
skjønnelsesværdig Maade har taget sig af ham, og hos hvem Drengen paa sin Side er villig, flittig og tro.
Af de tre, som efter Konfirmationen kom tilbage til Hjemmene, bleve de to anbragte i Maskinsmedelære
her i Byen; den tredje søgte forgjæves Hyre i Efteraaret og haaber nu til Foraaret at komme til Ses.
Da det at beholde Drengene her i længere Tid og at lade nogle af dem konfirmere
her fra ligger uden for Internatets oprindelige Plan, og da der tillige er fremkommet offentlige Udtalelser
der imod, fremsættes her nogle Bemærkninger i den Anledning for ommuligt at befordre en bedre For-
staaelse af disse Forhold i Fremtiden.
Først maa det da bemærkes, at hverken det lange Ophold eller Konfirmationen er noget nyt i
Internatets Historie, i det der blandt de Drenge, som det første Aar (1879) indskreves, var
8
, hvis Ophold
her havde en gjennemsnitlig Varighed af 17 Maaneder, og at 4 af disse bleve konfirmerede her fra.
Dernæst maa der gjøres opmærksom paa, at lige saa lidt, som man i Almindelighed imod For
ældrenes Vilje kan sætte et Barn paa Internatet, lige saa lidt kan man — desværre! maa man ofte sige —
uden deres Samtykke sende Barnet bort til Opdragelse andet Steds, selv om Forholdene i Hjemmet ere saa-
danne, at Barnets Tilbagesendelse dertil efter al Sandsynlighed vil være ens betydende med dets fortsatte
Fordærvelse. Nu er det ikke ualmindeligt, at saadanne Forældre, der ikke ville give deres Minde til Bar
nets Bortsendelse, nok ville finde sig i dets fortsatte Forbliven paa Internatet — og saaledes staar man
over for det Valg enten at udskrive Barnet og lade det gaa sin skjæve Gang eller at beholde det i Ilaab
om med Tiden at faa noget godt ud af det. Der foreligger fra det forløbne Aar flere Exempler- paa denne
Forældrenes Utilbøjelighed til at skille sig ved deres Børn, selv hvor dette for disses Skyld er bydende nød
vendigt; her skal blot til Oplysning fremhæves et:
I Oktober Maaned indlagdes for Skulkeri, Tiggeri og Vagabonderen en 11-aarig Dreng (Nr. 277 =
Jørgen Leonid Sørensen), om hvis Familieforhold der fra Vridsløselille og anden Steds er indhentet følgende
Oplysninger: Faderen skildres som en arbejdsom og ret ordentlig Mand, men er haard og ligegyldig over
for sine Børn, af hvilke han har 7. Moderen, som døde i Foraaret, var en daarlig Person, som havde været
straffet for Hæleri med Sønnerne; af disse have 4 været straffede, de to ældste gjentagneGange med Kis,
Kotting, Vand og Bred og endelig med Cellefængsel paa Vrid-sløse, hvor den ene tog sig af Dage ved Hæng
ning. Den anden har efter udstaaet Straf levet sammen mod et Fruentimmer af meget tvivlsomt Rygte,