50 / 101
50
pudsigt nok, at Krigeren slet ikke kaldtes Krigeren paa Grund
af særlig krigeriske Tilbøjeligheder, men kun fordi han, naar
der skulde hentes noget »paa Klods«, altid udtrykte sig: »vil
du kriege mig en Pægl,« eller hvad det nu var, der skulde
»krieges«. For at drille ham, sang Mandskabet ofte: »Krigeren
hviler sig i Mark og Skov,« hvilket gerne affødte et barskt:
»Hvis der skal synges her, skal jeg nok selv besørge det;« men
saa fløjtede man, til han sagde: »Hvis der skal fløjtes her,
skal jeg nok selv gøre det.« Krigeren flyttede fra Station A
1908, men gjorde forøvrigt aldrig Vagt paa Stationen. Ende
lig rykkede ogsaa i 1897 Sprøjtefører Frederik Christian An
dersen ind i Sprøjtefører Schaloffskys Lejlighed, men i 1900
blev ogsaa han Sprøjtemester og afløstes af Sprøjtefører Valde
mar Hansen.
Da »lille Carl« afgik i 1899, rykkede Maskinist Svendsen
ind og boede der indtil sin Afgang i 1906. Svendsen blev efter-
haanden berømte for sin mægtige Korpus, og naar man tager
i Betragtning, at Sprøjteførere og Brandmænd viser en vis Til
bøjelighed til at runde med Aarene, betyder Berømmelse for
en Rundhed, om hvilken der gaar Frasagn den Dag i Dag, en
Del. Efter sin Afgang fra Korpset, da Svendsen ikke mere
kunde være bag paa Dampsprøjten, kom han ud i Frederiks
berg Have, hvor han havde Udlejningen af de smaa Baade,
der sejler paa Kanalerne, og muligvis bevarer endnu enkelte,
ældre Københavnere fra hans Virke herude et Barndomsminde
om den runde, joviale Mand.
Som det var Skik i de Dage, kunde Svendsen tage godt
til sig af de vaade Varer, uden at det mærkedes synderligt,
sædvanlig sammen med sin Fyrbøder Skov, der dog ikke kunde
holde Trit med ham, skønt han havde sejlet — i mange Aar
i Marinen, og hen ad Aften var han gerne træt af det strenge
Arbejde og klagede: »Jeg tror, han drikker mig i Graven.«
Om samme Skov fortælles forøvrigt, at han engang havde
en frygtelig Opvaagnen; Portvagten, som dengang hed Skild-
vagten, fik Besøg af en lille, venlig Hund, en sød, lille, sort
Puddel, der kælent gned sig op ad hans Ben; ved Afløsningstid
skulde han op og vække Skov og tog saa den lille, søde Vovse