85 / 92
Den smu le, man tjener, h v e r Gang de t er Vaar,
Den sluger V in te ren s Dage.
Jeg R igmænd s H je r te r ha r søgt saa tidt,
Men d e r h a r jeg kun erfare t,
A t h a r de et H je rte , je g siger det frit,
Saa h a r de det god t fo rv a re t. -
Men nu til Sagen . D e r va r en Gang ,
J a , d e t er ikke saa længe siden,
Da s tod jeg og n y n n e d ’ en lille Sang
F o r at lindre K v id e n og hjælpe p a a T iden.
Min hele T ilværelse tæ n k te jeg paa,
Og fo r s a a d an n e T a n k e r paa F lug t at slaa
E r en lille Sang nødvend ig .
D a ly d e r med ét til S tilladset op
En lydelig K a ld e n , og nede
Paa G a d e n d e r s e r jeg en lille T rup
E fte r Hu s e ts Indgang lede.
De t fo e r igennem mig som et Ly n ,
Da jeg s a a d isse glade K ra b a te r :
»Bed rag e r mig ej mit gam le Syn,
Saa k e n d e r jeg Je r, K amm e r a te r! « -
»Hu rra!« - saa ra ab e r de alle Mand -
»Os skal man ej længer kue.
Du tro K amm e r a t p aa S tilladset, kom an!
Vid, at Mu re rn e de gø r Skrue!« -
Og broderlig tog de h v e r a n d re i F av n ,
Jeg følte en T a a re i Øjet. -
»Hv a d , sk ru e r de? N a a i V o rh e rre s N a v n ,
Saa m a a man vel k ryb e i Tø je t.« -
Jeg s e r i H je r te t paa en og hver,
D e n s an d e Begejstring luer.
»Gud s Død , K amm e r a te r! Skal jeg s taa her,
N a a r alle de an d r e sk rue r?« -
I Ha st fik je g p ak k e t mit Væ rk tø j ind,
De sku lde ej længer kalde;
De t g jorde s aa god t i mit gamle Skind ,
Da jeg stod imellem d em Alle.
Og saa fik vi rigtigt sat S k ru en i Gang;
Men h a r vi alt sk ru e t længe,
Os s k ræmm e r ikke en Smule T rang ,
F o r vi e r de gam le Drenge.
82