120 / 233
som havde affattet Ansøgningen og flere Gange
renskrevet den, dels til en Foræring til den konge
lige Sekreter.
De -havde tillige foregivet, at det
var efter Opfordring af Universitets Rektor, de gik
omkring for at samle Penge, da denne skulde
have sagt til dem:
„Dn. Studiosi non estis salis
uncti.
Der mældes i den hellige Skrift om en
Glædsens Olie, jeg mener en Olie, med hvilken
man smører Hænderne. Her vil en St. Hans med
den røde Mund for en Dag at give
Secretario
for
at fremme Privilegierne“ 0). Undertiden havde de
brugt andre Foregivender, som: at de Penge, de
samlede, vare bestemte til derfor at bringe Privi
legierne i Trykken eller til Betaling for dem, ,,der
skrev dem ud i Kancelliet“. Overalt, hvor de
havde henvendt sig, vare de bievne troede og
havde enten modtaget Penge eller Løfte derom, og
ingen havde ytret nogen Tvivl om Foregivendets
Sandhed. — De fire anklagede Studenter vedbleve
at nægte, at de havde brugt Rektors Navn, og
paastode, at de aldrig havde anført anden Grund til
Indsamlingen af Penge end den, at Studenten, som
havde renskrevet Privilegierne eller Andragendet om
dem, skulde have nogen Erstatning for sit Arbejde.
Der blev ikke fældet nogen Dom i Sagen, men de
fire Studenter bleve indkaldte for Prorektor, og ,,gav
ham Haand paa at blive tilstede til Sagens Ud
drag“ 7); noget, som der ogsaa senere blev holdt
6) Saaledes vidnede Peder Schultz og Koriits Bram.
7) Konsist. Retsprotokol, 4 Maj 1659.