141 / 217
majoi l i a n s A h l e f e l d t giver Møde med sit Reserverytteri, den
sy§T Rigshofmestei J o c h u m G e r s d o r f lader sig bringe hen til
Kamppladsen, og i Spidsen for 300 Matroser, tagne fra Orlogsskibene,
iler Admiral O b d a m , der ligeledes havde været fængslet til Syge
lejet, frem til Undsætning.
Men Banérs Kamp synes fra første Færd af at have været ganske
haabløs. Ikke paa noget Punkt kan han trænge igjennem, og det
er kun nye Ofre, der bringes, da den tapre W a w a s s o r med Resterne
a f sin Brigade efter Kongens Ordre ankommer fra Vestfronten og i For
bindelse med Ascheberg foretager et sidste fortvivlet Angreb, ved hvilket
Wawassor falder. Nu da det begynder at lysne mod Dag, gjør For
svarernes Ild dobbelt Virkning, og da Obdam og hans Matroser an
komme, ere de sandsynligvis kun bievne Vidne til, at Banérs Tropper
i vild Flugt over Sortedamssøen ty tilbage i Retning a f Vartov.
E t malerisk, paa een Gang opløftende og storslaaet, vildt og
gribende Skue, maa det i Morgenrødens Belysning have frembudt, da
K jøbenhavns Stridsmænd, medens Voldenes Kanoner tordnede, K lok
kerne ringede og Takkesangen lød fra Kirkerne, under høje Sejrs-
raab brød ud gjennem alle Porte for at sætte sig i Besiddelse a f de
Volde, Grave og hele den foranliggende Slagmark, som de havde
kæmpet saa mandelig for.
Øjnende den flygtende Fjende i det
Fjerne, fandt de Valpladsen i Ordets bogstavelige Forstand bedækket
med hans Døde og Saarede, henkastede Vaaben, Krigsmaskiner og
Tros. Det vilde have været smukt, om enkelte raa og oprørende
Plyndringsscener ikke havde plettet den herlige Sejr. Men Rovlysten
staar ikke Mordlysten fjern; Lidenskaberne flammede endnu efter den
forbitrede Kamp, og de svenske Officerers kostbare Guldkjæder,
Ringe og prægtige Dragter vare for fristende for de Sejrende,
hvoraf næppe mange ejede Skillings Værdi, og som nu i et halvt
A ar havde maattet lade sig nøje med de knappest tilmaalte Rationer1).
STORMEN PAA KJØBENHAVN.
1 2 9
T) D et v ar d o g n av n lig H o llæ n d ern e, hvem m an ik k e tu rd e væ re altfo r nøjeseen de
m ed, d er g jo rd e sig sk yld ige i disse U dskejelser. Bl. a. fo rtæ ller m an saaledes
om dem , at da de fan d t G en eral W avassor, sk ar de hans ju velsm y k ked e Ø ren af
u n d e r U d ra a b e t:
»D ette e r for de W itt, d ette for P ete r F lorissen« — d eres i
S øslag et i Ø resun d faldne A dm iraler.
S. A. Sørensen.
q