146 / 217
134
STORMEN PAA KJØBENHAVN.
paa min tørre Prosa komme til at hedde, at Landets Frelse først og for
nemmelig skyldtes den stærke V i l l i e til Forsvar, der ved Fjendens
Komme paa en saa vidunderlig Maade blev vakt i Hovedstaden lige fra
Fyrsten til den fattigste Mand, dernæst G r a v e n e og V o l d e n e ,
der, om end mangelfuldt, dog omgav Kjøbenhavn, og endelig
K a n o n e r n e , som man kunde hente frem fra Kristian IV ’s vel
forsynede Tøjhus. Men je g foretrækker at holde mig til D igteren1),
der udtrykker en lignende Tanke i følgende klangfulde Vers:
D e t v ar en F ebruari-K væ lcl,
S aa m ø rk o g k old ,
D a D an m ark s T h ro n e stod p aa Plæ ld,
O g n æ r sit F ald v ar F o lk e ts T jæ ld ;
D a R ig en s V æ rn o g G ræ n sesk jel
V ar A xels V old,
O g, a f sin S ejersflu g t b eru st,
C arl G ustav alt saa sø n d erk n u st
D ets S kjo ld .
M en p aa d en lave V o ld d er stod
E n M ur saa fast,
M ed fre jd ig t S ind o g ro lig t M od
E n K re d s a f K æ m p e r F o d v ed F o d ,
O g h ver, som sto rm ed d erim od ,
F ik S kam o g L ast.
D e r stan d sed ’ U n d erg an g en s S trøm ,
O g S v eak o n g én s sto lte D rø m ,
D en b rast.
Og je g slutter mig til ham i det Plaab og den Forventning, han
ikke mindre skjønt udtaler saaledes:
M en lig e stæ rk sk al M indets. R øst
V ort Ø re slaa
O g to ne g jen n em tro fast B ryst
O g lø fte M od og sæ nke T rø st
G g læ g g e S æ d o g love H øst,
M ens T id e r g aa !
O g flam m er a tte r K am pen s Bavn,
Som F æ d re n e 'fo r K jø b en h av n
Vi staa!
h C. P l o u g . V ed T o h u n d re d a a rsfe ste n i K asin o io . F e b r. 1859.