86 / 217
KJØBENHAVNS BELEJR ING
1 6 5 8
.
75
Den resolute Optræden, Hollænderne lagde for Dagen ved
denne Lejlighed, og den Kraft, de vedblev at sætte ind paa at
komme deres betrængte Allierede til Hjælp, vil stedse staa som et
lysende Exempel for Forbundsfæller i lignende Tilfælde og kan fra
dansk Side ikke noksom paaskjønnes. Ganske vist vare Hollændernes
Særinteresser i Østersøen efter al Sandsynlighed i høj Grad truede,
hvis Carl Gustav blev Herre over de danske Sunde, men dels lovede
han dem Guld og grønne Skove og alle mulige Handelsfordele, hvis
de vilde finde sig i, at han gjorde det a f med Danmark, og dels
maa det vel erindres, at det a f Hensyn til England og dets frygtede
Overhoved, O l i v e r C r om we l l , var en yderst betænkelig S ag for
Hollænderne at vende deres Vaaben mod Carl Gustav til Gunst for
Danmark. I England var nemlig Stemningen, indblæst a f Cromwell, over
ordentlig fjendsk mod de D an ske1). Med den ham egne fanatiske Reli
giøsitet angav Cromwell Grunden hertil at være den, at Danmark, ved i
1657 at erklære Carl Gustav Krig og derved tvinge denne til at for
lade Polen, havde standset den protestantiske Læres Udbredelse. Han
saa ikke alene en født Fjende i Frederik III, fordi denne, en
kjødelig P'ætter til Kong Carl, som Cromwell havde ladet henrette,
naturligvis med A fsky betragtede det puritanske Regimente, men han
havde ogsaa anden skjellig A arsag til Uvillie. Den danske Regering
havde saaledes 1652 tilladt sig betydelige Overgreb ved Beslag
læggelse a f engelske Kjøbmandsskibe, der søgte Tilflugt og Fristed
ved Kjøbenhavn, og da Gesandten Bradshaw, Cromwells Ven, kom
for at ordne denne Sag, blev han behandlet med haanende Foragt.
Ogsaa er det forstaaeligt, at Danmarks Forbindelse med Holland,
Englands Rival paa Verdenshavene, i høj Grad maatte være Cromwell
en Torn i Øjet. Endnu mere end dennes Had til Danmark kunde
hans Venskab med Carl Gustav give Holland Anledning til Frygt.
Det var vitterligt, at der efter den svenske Rigsraad Christer Bondes
a) I alle Indberetninger til og fra de engelske Ministre og andre høje Embeds-
mænd i denne Trængselstid for Danmark vrimler det med ulykkespaaende Rygter,
saasom: »at Kjøbenhavn har overgivet sig«, »at Kongen er tagen tiltange paa
Flugten« osv., i Reglen ledsaget med Glædesytringer over, at det gaar os
saa ilde.