60 / 230
det ovennævnte Maal, at Forsikrings-Foreningen bliver en
kraftig Organisation for den samlede Assurandørstand.
Kjøbenhavn den 22. December 1899.
Chr. Magnussen.
N. Neergaard.
C. A. Iversen.
Clauson-Kaas.
P. Chr. Olsen.
Wilh. Hansen.
Fr. Heckscher.
W. Witzke.
Wm. Levison.
I. Malmstrøm.
N. H. Bache.
Hvis N. H. Bache og de ti andre Lysalfer havde tænkt sig, at
Bestyrelsen straks vilde slaa Følge op til Akropolis, tog de imid
lertid fejl. Paa Generalforsamlingen den 30. Januar 1900 svarede
Fritsche temmelig skarpt, at Bestyrelsen ikke kunde finde nogen
rimelig Grund til Forslagets Fremkomst, da det ikke i Realiteten
indeholdt andet, end hvad der allerede var gældende Regel. Og
de yderligere tilføjede Bestemmelser var rent ud umulige! Det
var og blev et Stykke Teori, som praktisk set var uigennemfør
ligt, en skøn Drøm, der aldrig kunde blive til Virkelighed. Men
den største Skavank ved Forslaget, sluttede Fritsche, var dog den
ubillige og rent ud uforsvarlige Kritik, som man i Forslaget
maatte læse om den tidligere Bestyrelses Formænd og særlig om
den afgaaede, hvis dygtige og ihærdige Arbejde Foreningen
skyldte sin Tilværelse og hele Stilling. Det kan her parentetisk
indskydes, at Ludvig Bramsen var N. H. Baches Svigerfader.
Efter denne kraftige Afvisning, hvis Voldsomhed synes at staa
i et vist Misforhold til Forslagets dog ganske skikkelige Maade-
hold, fulgte en livlig Diskussion, der endte med, at man med
overvældende Flertal vedtog, at Forslaget ikke skulde give Anled
ning til nogen Beslutning fra Forsamlingens Side. Oppositionen
var denne Gang slaaet af Marken, og der skulde hengaa næsten
to Aar, før den prøvede et nyt Fremstød.
5 8