85 / 183
8 4
V E D T Æ G T S B E S T E M M E L S E R
kommende Resultatet af en Statistik over Brandskaderne i
Tiden 1872-85, som viste, at Tabet for denne Gruppe havde
udgjort l,2°/oo for Bygningerne, 2,9°/00 for deres Maskiner og
faste Genstande; for den samlede Klasse havde Tabet været
henholdsvis 0,7
°/0o
og 0,9°/00. For Teatre voksede Præmien
fra 3 til 10°/oo, for Guttaperka- og Kautschukfabrikker — hvoraf
ingen i Øjeblikket var forsikret - fra 1 og 1
1/2%o
til
3°/oo-
For
Snedkerværkstederne vilde den samlede Indtægtsforøgelse ud
gøre ca. 8000 Kr., for Teatrene ca. 3000 Kr.
Direktionens Tarifforslag vakte adskillig Modstand hos In
teressenterne og en Del af deres Repræsentanter i det faste
Udvalg1). I Almindelighed var det Betragtningen, at Selskabets
Status var saa tilfredsstillende og i stadig Bedring — ikke
mindst siden Brandvæsenets Omordning i 1860’e r n e—at man
burde lade Husejerne i Fred. Snarest var der Anledning til
at nedsætte Præmierne. Af Hensyn til Handelslivet var det
særlig betænkeligt at forhøje Afgifterne for Varehuse. I det
hele og store burde man fastholde det gældende System og
alene optage Næringsbrug, som for Tiden ikke fandtes inden
for Brandforsikringens Omraade, men muligvis vilde blive
oprettede. Mod Direktionens Vilje forkastede Generalforsam
lingen de foreslaaede Regier for Oplag af brandfarlige Stoffer.
Allerede 1886 var det blevet fastsat, at en Bygning, i hvil
ken der dreves flere brandfarlige Næringsbrug, skal klassifi
ceres efter det, der tilhører den højeste Klasse. Ved den nye
Tarif tilføjedes en Bestemmelse, som gjorde det muligt at
forhøje Tillægspræmien til den paafølgende Klasse, i særlige
Tilfælde endog med 50 %. Desuden har begge Tariffer taget
Hensyn til Maksimumsbestemmelserne. Ifølge den ældste skulde
der i Bygninger vurderet for mellem 240.000 og 320.000 Kr.,
som husede brandfarligt Næringsbrug, erlægges en Forhøjelse
paa 25°/0 af det samlede Præmiebeløb. Paa en Vurderingssum
mellem 320.000 og 400.000 Kr. var Tillæget 50 °/0. Ved Tarifen
af 1892 opnaaede Direktionen, at Maksimalpræmien ikke
skulde betales af den samlede Ejendom, men kun af den
Del, saavel af Bj^gningen som af faste Genstande, der var be-