14 / 90
9
stadig forstyrrede ham i hans Søvn ved
Banken paa Cellens Vægge, hvad der til
syneladende skulde tjene som Aarvaagen-
hedskontrol mellem Vagten indenfor og uden
for, men i Virkeligheden kun var opfundet for
at pine Fangen. Og endelig, hvorledes Beck,
for »at lægge sin Iver eller Tørst efter hans
Blod for Dagen«, gav den, der skulde føre
Struensee til Retterstedet, »to Dukater til Op-
ladelse for denne tillokkende Forretning«;
»men Tiden viste«, skriverjomfru Biehl videre,
»at han ikke var saa dum, som man troede,
thi Kompagniet i Garden, som han bekom, var
et ustridigt Bevis paa, at hans Forhold ikke
alene var bleven bemærket, men at man endog
havde gjort ham en Fortjeneste af hans ytrede
Ondskab«.
Dette Vidnesbyrd maa bedømmes ud fra det
Indtryk, man under Læsningen af Jomfru
Biehls historiske Breve faar af hendes Veder
hæftighed. Det er tidt nok paapeget, at selv om
der tindes Optrin, der, uden at de ellers kan
kontrolleres, i Genfortællingen forekommer
Læseren sandsynlige og korrekt skildrede, saa
gør Brevenes Indhold som Helhed ikke noget
solidt og tilforladeligt Indtryk, men synes langt
snarere løse og uvederhæftige. Hun roser og
dadler over alle Grænser og fordyber sig med
øjensynlig Forkærlighed i intime Skandale