15 / 90
10
historier, der som en rød Traad gaar gennem
Brevene.
Ud fra disse Indtryk maa ogsaa hendes Ud
talelser om Beck bedømmes, og man gør sik
kert Bet i ikke at fæste synderlig Lid til dem1.
Som Prof. E. Holm bemærker2 er ogsaa
hans Opførsel over for Struensee — saaledes
som Jomfru Biehl fortæller den — ganske
usandsynlig; selv om Beck virkelig havde været
i Stand til at udvise en saa raffineret Ondskab,
som Beretningen forudsætter (hvad forøvrigt
intet tyder paa), saa vilde det aldrig være bleven
taalt af Citadellets Kommandant.
Beck er nu i stadig Stigen paa den militære
Bangstige; for saa vidt har Jomfru Biehl Ret.
Men det gaar ikke ham anderledes end alle de
andre, der har været behjælpelig med at styrte
Struensee; de nye Magthavere trækker dem
frem ved alle Lejligheder og viser dem paa
mange Maader deres Gunst og Taknemlighed,
men intet lader iøvrigt formode, at Beck i nogen
særlig Grad har benyttet sig af den skabte Si
tuation til egen Fordel. I det hele er det urigtigt
at fælde Dom i denne Sag ud fra de blotte
Kendsgerninger. Struensees Regime stod for
Samtiden som absolut forkasteligt, og selv om
vor Tid kan se dets gode Sider, maa det erken
des, at Struensees Stilling, rent bortset fra hans
Forhold til Dronningen, ikke blot statsret
ligt, men ogsaa i Følge Tidsaanden og dens