135 / 274
A siatisk K om pagni, set fra G amm elholm .
sig til Kæ rlighed —B lomsten h a r ikke
sa t Frugt, et Held , a t den b ev a re r sin
F riskhed og Ynde.
En s to r Mængde a f de Billeder, d er
opstod i den sidste H alvde l a f forrige
A a rhu nd red e og a f Sam tiden , blev be
trag ted e som Kunstens sto re Aaben-
baring , gør nu et m a t In d try k ikke
alene p aa den nye G enera tion , som
siden da e r vok se t frem , og hvis Ide
a le r e r and re end h in Tids, m en ogsaa
p a a d em , d e r den Gang blev be
gejstrede ove r dem . De fø ler m ed en
vis U nd ren , a t den H en rykke lse , de
følte, e r afløst a f Kulde, og s tra k s e r
de tilbøjelige til a t søge A arsagen deri,
a t de selv e r b leven gam le, h a r m iste t
den A andens Spændighed , som nu en
Gang e r F o rud sæ tn ingen fo r enh v e r
aandelig Nydelse; m en det v ise r sig
2
da, d e l s a t m ang t et Billede, som den
Gang fo rekom re t ligegyldigt, nu ud
ø v e r s tæ rk T ilstrækn ing , d e l s a t den
æ ld re Kunst, som m an følte sig d rage t
a f i sin Ungdom , h a r samm e Magt
ove r Sindet nu som den Gang. Et lo
gisk Ræ sonnem en t fø re r d a til den
Slutning, a t det ikke e r Beskuerens
ringe re aande lige Modtagelighed, der
e r G runden til K u ldefo rnemm e lsen ,
m en a t Fejlen — hvis d e r e r nogen
Fejl — ligger i Billedet og hos dets Op
h av sm and . Denne k an h av e a rb e jd e t
i god Tro p aa , a t h an s Kæ rlighed v a r
ægte, h a r b lot tag e t sin Sam tids Ide
a le r fo r sine egne, a rb e jd e t fo r sin
Sam tids Beundring og e r g aae t glip a f
E ftertidens, m ens den, d e r h a r kunn e t
eller h a r m a a tte t væ lge sine Em ner
ud a f sin egen T ilskyndelse, h a r den