Forskønnelsen

stø rste Chance fo r kun a t blive sk a tte t

a f de faa sam tid ige og n o g e n Udsigt

til a t blive fo rs ta a e t a f E fte rk om m e r

ne. H an h a r lag t s in Sjæl i sin Kunst,

og d e t e r S jæ len, d er giver A fbildn in

gen K unstens Præg, hv ilke t e r Aar-

sagen til, a t Fo tog rafie t ald rig b liver

Kunst; selv den bedste fo tog rafiske

Gengivelse a f den levende N a tu r, a f

K un stvæ rk e r, a f Bypa rtier, b liver i

Læ ngden kedelig a t se p a a for den,

d e r ikke k en d e r Originalen. Den giver

strak s B eskueren alt, hv ad den h a r a t

give. Dens frem tid ige Opgave e r be

g ræ n se t til a t stø tte H ukomm e lsen .

Det e r d e rfo r v e lb e tæ nk t a t m ed tage

en Sam ling Fo tog ra fie r fra Egne, Byer,

K unstsam linger, m an h a r besøg t og

g læde t sig over. De giver Midlet til

a t genopleve den oprindelige G læde;

p a a den, d e r ikke h a r se t O rig inalerne

v irk e r de kun som Su rrog a te r. Man

k an nøjes m ed dem som m ed tø r re

Jyde r, n a a r m an ikke k an faa K a rpe r,

m en egentlig Nydelse b e red e r de ikke.

Det e r næ sten overflød ig t a t be

m æ rk e , a t d er gives Tegninger og

M alerier, æ ldre, ny e re og ganske nye,

d e r i denne H enseende ra n g e re r lige

m ed Fo tog rafier og kun sk iller sig fra

dem ved deres ringere T ro skab i Gen

givelsen. D eres O ph av sm æ nd h a r

hv e rk en væ re t i S tand til a t give a f

deres egen Sjæl eller til a t finde deres

G enstands Sjæl.

Thi selv det livløse M enneskevæ rk

k an gennem det Brug, d e r gøres deraf,

faa visse Egenskaber, d e r m e re fo r

n emm e s end ses, Egenskaber, d e r gi

v e r dem et Præg, som Sjæl e r den ene

ste nogenlunde ud tømm end e Beteg

nelse for. H v o ra f k om m e r det ellers,

a t en kun stig Ruin aldrig gør samm e

In d try k som en virkelig a f Menne

ske rs Hæ rgen ,B rand eller Tidens T and

ru in e re t Bygning ?D ette P ræg k an ikke

im ite res og ikke flyttes. H vem fø ler

ikke, a t »Thorvaldsens Væ re lse «iMu-

sæ e t slet ikke e r Tho rva ld sen s V æ re l

se, m en — tro d s In v en ta re ts u tv iv l

somm e Æ g th ed — en Kopi?

Vil en K un stne r d e rfo r gengive ikke

a lene den levende N a tu r, m en en Byg

ning, en Gade e lle r en By, m a a h an

kende eller fo rs ta a a t finde dens Sjæl

eller ogsaa lægge sin egen Sjæl til. I

sidste Tilfæ lde b liver h an s Væ rk

K u n s t; m en d e r e r sto r Sandsyn lighed

for, a t den, d e r — uden selv a t væ re

K un stne r —h a r et in tim e re K endskab

til Objektet, ikke rigtig vil kendes ved

K un stvæ rk e t. Den samm e Tomheds-

og F lovhedsfo rnemm e lse , som en

D ansk k an føle o v e rfo r en a f en Ud

lænd ing fo re tag e t d ram a tisk e ller ro

m an tisk Behandling a f en Episode

a f D anm a rk s H isto rie. Man k en d e r

ikke et Folks Sjæl uden a t elske

Folket, hv ilke t e r ensbe tyd end e m ed

a t tilhø re d e tte Folk — og m an finder

ikke en Bys, en Gades eller Bygnings

Sjæl, uden a t m a n fø rst h a r læ rt a t

elske den. H a r m an læ rt dette ogiøv-

rigt h a r Gengivelsens Evne, s a a k an

m an give sig i Lag m ed det H ve rv a t

give and re en Anskuelse af, h v a d m an

h a r set.

Denne Evne og denne Kæ rlighed h a r

o m

e t e r s e n

i em inen t G rad . D er e r

b land t h an s mangfoldige R aderinger

fra K jøbenhavn m ange, hvis Motiv

m angen gamm el K jøbenhavne r aldrig

h a r set, flere som m an kun h a r set

flygtigt, og som in te t b livende In d try k

h a r e fte rlad t; m en selv ove rfo r saa-

danne h a r m an en sikk e r Følelse a f

Æ g th ed og V ederhæ ftighed . H vo r

m ange K jøbenhavne re h a r saa ledes

væ re t p a a V ilders Plads? Og dog e r

m an ligeoverfo r den h e r gengivne Ra

dering ikke i Tvivl om , a t ju s ts a a d a n

se r d e r ud derude . C h ristianshavn e r

ov e rh ov ed e t en By fo r sig, som lang t

fra alle K jøbenhavne re k en d e r syn

derligt til. Men dens to T a a rn e h a r vi

dog a llesamm en se t tvæ rs ove r H av