22 / 274
KRISTIAN KONGSTAD
K
R. KONGSTAD fyldte den 9. April 50 Aar.
Det er ganske vist ikke dette Tidsskifts
Opgave at m indes Jubilæer og den Slags Ting,
men vore M edlemm er, som alle ejer Bogen
»Kjøbenhavn som den er, og som den burde
være«, vil forstaa, hvorfor vi i dette T ilfæ lde gør
en Undtagelse.
En af »Forskønnelsen«s Opgaver er den: af
aabn e F olks Øjne,
at faa saa stor en Kreds som
m u lig til paa deres daglige Færden at læ gge
Mærke til, hvad deres Øjne falder paa af grimt
og kønt, af godt og ondt, og derigennem at
bringe dem til at hade det grimme, elske det
skønne. Det er jo n em lig saa, at hvad man ser
hver Dag, det ser man ikke, før man bliver
gjort opmærksom derpaa.
D en Opgave »Foreningen til H ovedstadens
Forskønnelse« saaled es har taget op, m en hvis
end elige L øsning ligger ude i en dunkel F rem
tid, har Kr. Kongstad bidraget sit til at løse.
H an er in gen Reklamemager for sin Kunst og
for sig selv, han søger ikke at vække Opsigt,
at blive omtalt ved at hitte paa nye Bizarrerier,
som tit tilslører M anglen paa virkelig Evne,
tit kvæ ler virkelig kunstnerisk Evne, saa Kun
stens Udøver selv faar sit Blik og sin H jerne
forvirret og antager Løgn for Sandhed, O pløs
n in g og D ecad en ce for Liv og Sundhed. Kong-
stads Kunst hviler støt og solidt paa den Kunst,
som har
le v e t
forud for ham , han ser med de
gam le H ollæ nderes klare Blik og sunde Humor
paa det, som kommer ham for Øje, og han kan
finde Skønheden dér, hvor selv m angen Kunst
ner ikke aner den, og trække den frem til B e
sku else for enhver, som overhovedet har Øjne
i Hovedet. H an s Bog om H elsingør er i saa
H en seend e typisk for sin Mester. Vi vidste alle,
at H elsin g ør var en morsom eller snurrig gam
mel By; men vidste vi alle, før Kongstad gjorde
os opmærksom derpaa, at den er noget mere,
at disse gam le Gader, der ikke syn es
an la gte
som Fredericia eller det nye K jøbenhavn, men
opstaaede af en Slags Naturnødvendighed, at
disse gam le Gader rummer Skønheder af en
ganske særegen fin og betagende Art. Nu ved
vi det, fordi Kongstad har fortalt os det paa sin
egen rolige Maade uden at ville paatvinge en
noget. »Kan du ikke se det selv, saa eksisterer
det ikke for dig«.
Det er ikke her Stedet at gøre Rede for Kong-
stads kunstneriske G enesis og hans Kunsts
videre U dvikling; det er gjort andetsteds og er
i Sagens A lm ind eligh ed ganske ørkesløst, lige
saa ørkesløst som vidtløftige U n d ersøgelser af,
hvorvidt en Kunstner er paavirket af
el G reco
eller
T intoretto.
Saadanne U ndersøgelser b e ly
ser aldeles ikke den Kunstner, hvis Værk man
staar lig e overfor, m en viser kun, at vedkom
m ende Anm elder er »en durktrængende Karl«
som Læseren væ rsgo’ har at have Respekt for.
En Kunstners Værk skal kun ses og bedømm es
efter de Forudsæ tninger, det selv medbringer.
Kan det ikke bedømm es paa den Maade — saa
er det intet Kunstværk, hvorm ed ikke skal være
sagt, at Paavirkning af andre udelukkend e er
af det onde. Som foran sagt er Kongstads Kunst
i nøje Kontakt med tidligere Kunst; m en K ong
stad er alligevel sig selv helt og fuldt; hans
Træsnit b ehøvei ikke at sid estilles med
Dürers,
hans T egninger ikke med
R o e d s
elle r/.
T. H a n
sen s.
H an blev først bekendt som en du elig
Genopliver af den næ sten forsvundne Træskæ
rerkunst, og den Fasthed og Klarhed, som er
et fremtrædende Træk i hans T egninger, stam
mer maaske fra hans Beskæ ftigelse med dette
Kunsthaandværk, hvis Maal og B egræ nsning
desværre i de senere Aar har været Genstand
for saa m egen M isforstaaelse.
Der er faa, der som Kongstad forstaar, hvad
det kommer an paa, naar en Kunstner skal vise
en Ikkekunstner Skønheden i den Genstand,
han af bilder. I Bogen om K jøbenhavn kan en
hver finde Eksempler nok. Her skal kun gøres
opmærksom paa to: »Hesten« Side 16 og »Sjæl
landsporten« Side 157. Det er to M inder fra en
svunden Tid, om hvis Fjernelse der tit og ofte
har været talt m ange letsindige, uovervejede og
taabelige Ord. I d isse to T egninger har K ong
stad gjort Reklame for deres Bevaring; enhver
der
v il
se og ikke er hildet i Fraser om Plads
for B yens U d vikling og anden udenad lært
Snak,
kan
nu se, at d isse M inders Fjernelse
vilde være Barbari og b lod ig Synd imod den
By, som U d viklingsvand alern e har hærget saa
grumt.
Vi tror, at han gennem disse og andre T eg
ninger i Bogen om K jøbenhavn har ydet
»F. t. H. F.« en væ sentlig H jæ lp paa Vejen frem.
Og det er derfor, han skal m indes ved Indtræ
delsen i sit Livs andet Halvthundrede.
A . B.
©
16