38 / 312
3^
med og deraf svarer borgerlig Næring, men nu bruger
han ikke sin Tømmerhandel«. Han solgte til alle og
enhver, ogsaa til Koner, som gik omkring og falbød
1 Varerne, men nægtede selv at holde Omløbere. End
nu i 1723 klager Kræmmerlavet blandt andre, som
uden Rettighed »handle med Bændler, Traad og andet
smaat, og efterhaanden alt mere og mere tiltage for
Kram at sælge«, ogsaa over Johan Ewald Sass paa
2 Amagertorv.
Den 3. Feb. 1720 brød der Ild ud i »den blaa
Haand« ganske tidlig paa Morgenstunden.
I en Skrivelse af 5. Febr. til Kongen giver Politi
mester Ernst en livlig Skildring af Ildebrandsscenen
paa Torvet. Han omtaler, hvorledes Officerer som Rit-
mestere, Kaptajner, Lieutenanter, der burde være paa
deres Allarmpladser, endogsaa Søofficerer, gerne indfin
der sig i Mængde, hvor der er Ildløs. De holder der til
Hest, og kommer en Bryggersluffe dem nær, slaar de
Karlen med Jagtpisken; han slaar igen om sig med Svø
ben. Andre giver sig, hvorvel de undertiden er be
skænkede, til at kommandere Brandfolkene. Disse sva
rer, at de har deres egne Officerer og gaar deres Vej,
hvis andre vil kommandere dem. Ilden den 3. Febr.
var brudt ud, mens det endnu var mørk Nat. Det var
Snefog og stærk Storm. Alle Folk var hvide af Sneen
og Støjen saa stor, at man ikke lettelig kunde kende
nogen. Politimesterens Kusk, for hvis Skyld han hen
vender sig til Kongen, havde kørt ham til Brandstedet
og holdt nu paa den søndre Side af det temmelig brede
Torv, Ilden var paa den nordre. Folk stormede op i
Medd. om Silke-, Ulden- og Lærredskræmmerlavet 16 5 1— 1861,
S. 70 f.
2) Srnst. S. 80.