SamvirkendeKøbenhavnskeArbejdersangkor

Indu strifo ren ing en havde s tille t sig y d e rs t sm uk t ove rfo r D. s. k. A.,

idet m an som en særlig H onnø r til Sangerne gav disse e t Væ rd im æ rke

lydende paa Kr. 5, som kunde b en y tte s til Indkøb ov e ra lt i Tivoli.

D isse Væ rd im æ rk e r b e ny tted e s paa den Maade, a t m an i de Re

s tau ran te r, hvo r Sangerne a fho ld t A ftenkon ce rte rn e , fik a rran g e re t en

S tand a rd -Sm ø rreb rød san re tn ing , som se rve redes for Sangerne ved et

Fæ llesbord.

V ed A ften k o n c e rte rn e var Ko rene fo rd e lt i T ivo lis forskellige Re

stau ra tion e r, hvo r de u n d e rho ld t Publikum .

D e t b lev en af D. s. k. A .s festligste Op levelser, og som H onnø r for

A rb e jd e rsang e rn e s Ind sa ts skæ nkede Indu strifo ren ing en e fte r Kon

ce rten D. s. k. A. e t sm uk t Beløb til Sammenslu tn ingens Byggefond.

Om selve Festens Forløb sk rev »Social-Demokraten« den 13. Juli:

»Ogsaa i m usikalsk H enseende sto d Indu strifo ren ingen s Fest i de t

sto re O pbuds Tegn. A llerede Kl. 19,50 lagde Carlsberg Musikforen ing

ud i G lassalen und e r Ledelse af K ape lm este r R. C. Rasmussen. Um id

d e lb a rt e fte r s ta rte d e Tubo rg M usikforen ing i Prom enade-Pav illonen

unde r V illy Hansen . Men a lt d e tte va r dog for P ræ lud ier a t regne.

F ø rst Kl. 20,50 gik de t for A lvo r løs.

T ivo li va r A ften en igennem p ræ g e t af A rb e jd e rm u sik og A rb e jd e r

sang. O v e ra lt m ød te man de k a rak te ristisk e hv ide Huer, men 10 M i

n u tte r i 9 sam ledes alle paa Plænen, A rb e jd e rm u sikko rp sen e og Tivoli-

g a rden und e r K ape lm este r N. Bøker-N ielsen , og 450 A rb e jd e rsang e re

fy lkede sig unde r K an to r Louis C lausens T ak tstok .

Men hvad va r de t saa, der blev sp illet og sunget ved denne Lejlig

hed, Indu strien s h id til s tø rs te Mæ rkedag. D e t var ikke de fornemme

Sym fonier, K lassicismens fine Kunst, der saa ofte blev til paa e t M ag t

bud og til Forherligelse af F y rs tep rag t og Enevæ lde, ej heller de K rigs

melodier, som and e t S ted op lever saa farlig en Renæ ssance, — nej,

d e t va r A rb e jd e rto n e r og A rbe jd e rd ig tn ing , der kom til a t danne

Rammen om de festlige Taler. D e t var gamle A. C. M eyers Hym ne

til A rb e jd e t, »Du hø je A r b e jd ’, Jo rd en s Brud«, den, hvori de t bl. a.

h edd e r.

»Skønt D um hed laa paa Jo rden s B ry st

og dæm ped Gallilæis Røst,

gik Jo rd en dog sin Gang.

Dig A r b e jd ’ h ilser vi i Kor,

du d rive r frem den gamle Jo rd ,

fo r dig, vo r Sang!«

M usiken paa P lænen ku lm inerede, da O rk e s tre t og K o re t forenede

sig i Carl N ielsens og V a ldem a r Rø rdam s: »D anm ark i tu sind Aar«.

Den, hvo ri d e t m ed uom tv istelig A k tu a lite t h edde r: