106 / 165
og i Løbet af e t K v a rte r v a r de sam lede alle 600 M and . R umm et va r
fo r en G angs Skyld om d ann e t til R ad iostud ie. S ta tsrad io fon ien d ispo
n e red e ikke over nogen Sal, d e r va r s to r nok til a t kunne tage saa
s to r t e t O pbud af Sangere.
H en im od Kl. 19,00 s tod A rb e jd e rn e s Fo lkeko r op stille t om k ring
E tab lissem en te ts gamle Fo rtep iano , som m an end ikke havde fø lt sig
fo ran led ige t til a t stemm e i D agens An ledn ing . Jø rg en N ie lsen vilde
tage en hu rtig og sid ste P røve m ed sine Fo lk og lige gennemgaa K o r
væ rk e t »Staten«, ind en de r blev a abn e t fo r M ik ro fonerne .
Mens F o lk eko re t p røvede , fangede vi F o rm and en fo r L and ssam
m enslu tn ingen , A. C. Pou lsen , huggede en F inger i K n aphu lle t paa
ham og tra k ham hen til en Side.
— Ja, e r d e t ikke s to r a r te t — sagde han — n aa r m an tæ n k e r paa,
h v o rd an Fo rho ldene er ude i den s to re V e rd en , m ed O p ru stn ing og
H e tz , og saa sam les vi her, m ere end 2000 A rb e jd e rs an g e re i hele
N o rd en , til en fredelig K app e s trid for a t vise h inanden , hvo r lang t vi
er n a a e t frem paa d e tte A fsn it af den ku ltu re lle F ron t. De kan sto le
paa, jeg g læder mig, og vi g læder os allesammen. D e t er en s to r Be
g ivenhed fo r os d e tte her.
M ens vi h a r ta lt m ed A. C. Poulsen, er Louis C lausen sp rung e t op
paa P od ie t og h a r sam le t de m ange h u nd red e A rb e jd e rs an g e re fo ran
sig. H an vil lige tage e t V e rs igennem . S tilhed e t Sekund — og saa
e r det, som om L o fte t i H allen lø ftes, da d e t lyder, b a a re t frem af
s tæ rk e M and srø s te r: »D anm a rk i tu sind Aar«, sunge t paa C a rl N ie l
sens Melodi.
D a Louis C lausen h a r slaae t af, giver A. C. Pou lsen sine sidste
D irek tiver.
— K amm e ra te r, siger han — i d e tte Ø jeb lik s ta a r vo re no rske ,
svenske og finske B rød re sam lede som vi i de no rd isk e H o v ed s tæ d e r
og v en te r paa, a t der skal blive lukk e t op fo r M ik ro fonerne . De er tag e t
h jem m e fra m ed Følelsen af a t gaa til en Fest, a k k u ra t som vi selv h a r
g jo rt det. Og lad os nu væ re enige om hve r isæ r a t gøre v o rt yd e rste ,
for a t d e tte no rd isk e Sangerstævne, de r er saa en e staaend e i sin A rt,
kan faa e t sm uk t og væ rd ig t Forløb.
Fra en H ø jtta le r, der va r in sta lle re t for T ilfæ lde t, saa Sangerne
kunde hø re U d send e lse rn e fra de and re no rd isk e H ov ed stæ d e r, lød
Pavsesignalet e fte r Rad ioav isen . S tilfæ rd ig t og uden m ind ste Pan ik
ind tog alle deres P ladser, alle 600 va r p a ra t, da Speakeren m eld te : »Vi
b ringe r i den komm ende T im e d e t no rd isk e A rb e jd e rsang stæ vn e .«
D e t er vanskelig t at fo rk la re den Følelse, de r raad ed e b lan d t San
gerne un d e r den U dsende lse , der nu fa n d t Sted, den v a r næ rm e s t a t
b e trag te som en H ø jtid , og som d e t v a r m ed K øbenhavne rne , va r
104