111 / 165
D e re fte r k v itte red e Fru A sb jø rn A nde rsen , den no rske D irigen ts H u
stru , m ed en v e lfo rm e t og s traa lend e v ittig lille Tale. I øv rig t blev der
her som alle and re S teder ta lt og sunget meget, og Festen slu tted e sen t
med Fællessang.
Lørdag sang Korene i »De Gam les By«. Vi, der ove rvæ rede de tte ,
vil sen t glemme de gamle M enneskers G læde over Besøget.
Om A ften en slog H jem re jsen s T ime, og ved D am pe ren blev der
v ekslet mange gode O rd og ta k k e t for alt de t gode, D e ltage rne havde
m ød t i D anm ark . M ed lemm er af D. s. k. A. sang fra K ajen »Du hø je
A rbe jd« , og N o rdm æ nd en e sva rede fra D am pe ren m ed en Sang. Den
sidste, vi saa h ø jt over de øvrige N o rdm æ nd , var D irigen ten A sb jø rn
A nd e rsen ; her, som paa hele T u ren , var de t ham, man sæ rlig t lagde
M æ rke til — denne jov iale D irigen t va r noge t for sig selv. S jæ lden t
h a r m an se t en D irigen t gaa op i sit A rb e jd e m ed en saadan G læde,
d e t var v idunde rlig t a t se ham væ re K amm e rat m ed sine Sangere uden
a t sæ tte sin A u to rite t til; han va r den fu ldend te Ko rd irigen t.
Skal vi gøre R e su lta te t af Besøget op, maa de t blive d e tte : V i dan
ske A rb e jd e re , der elsker Sangen og b e trag ted e de t som en af vore
O pgaver a t bringe G læde og K endskab til Sangens T on e r ud til de
T u sinde r, som ikke k end e r den G læde og Lykke, d e t er gennem San
gen a t bringe Bud om den K amm e ra tsk ab e ts A and , der er d e t bæ rende
i A rb e jd e rsan g k o ren e og giver e t P a n t paa, a t mellem os vil der altid
he rsk e F red og Fo rd ragelighed m id t i en V e rd en af U fred .
Vi h aab e r og ønsker, a t de no rsk e V enn e r stadig, som vi, vil bevare
M inde rne om d e tte Samvær, og vi vil ogsaa gerne b e n y tte de O rd ,
som de mange Gange und e r Besøget ud talte , og som va r d e t sidste,
D irigen t A sb jø rn A nd e rsen sagde, inden han gik om bo rd paa Skibet,
ved A fre jsen :
»Vi ha r tru ffe t Jo rd en s dejligste Mennesker.«
E fte r H jem kom sten send te de no rske Kor følgende T ak :
T il D. s. k. A.
N å r vi m innes de herlige og beg ivenhetsrike dage i K jøbenhavn , så
biir d e t vanskelig t å to lke vå re følelser i ord, idet disse ikke kan gi
d e t re tte billede av vå r takknem lighe t oven fo r våre danske sanger
kamm e ra te r, og den h je rte ligh e t og sam ho righe t vi blev m o tt med.
I den urolige og ne rv e sp end end e tid vi lever i er de t ren t op fri
skende, a t 2 n a s jon e rs folk kan m o tes i g jensid ighet og forståelse, og
av 4—5 dage kunne k n y tte så k raftige, så inderlige bånd, som tilfelle
var m ed v å rt fælles arransjem ang . Sangerideen og sangerånden har
påny m an ife s te rt sig sin ku ltu relle og opd ragende betydn ing i arbeide
fo r en bed re fo rståe lse mellem na sjone rne, og vi kan try g t si, a t en
b ed re og ve rd ige re rep re sen ta s jon kan neppe finnes, som n å r sangere,
109