186
for 189 5—96 og senere Finanslove be
regnes i Forhold til 5 pCt. af Brutto-
forestillingsindtægten, og denne Beregning
paa Kommissionens Normalbudget er gjort til
almindelig Regel, fordi der ved dette Bud
get ikke var at tage Hensyn til de nu
værende Kunstnere, for hvem en højere
Feuberegning gælder, maatte ved Overgangs-
budgettet dette Hensyn nødvendig tages i
Betragtning og foranledige Opførelse af sær
lige Beløb, som maatte komme de før
1. Ju li 1895 ansatte Kunstnere til gode, saa
længe de forblive ved Teatret. Hvorledes
imidlertid disse særlige Beløb skulde be
regnes, om uforandret efter de hidtil be-
staaende Forholdstal (henholdsvis 10 og
7Y 2 pCt. af Bruttoforestillingsindtægten) eller
om dette Forholdstal skulde undergaa no
gen Forandring, eller endelig, om man helt
skulde forlade hin Forskel mod en fast Godt
gørelse, er et Spørgsmaal, som længe og
meget indgaaende har været drøftet i Kom
missionen. Allerede ved Forslaget til F i
nansloven for 18 8 5—96 udtalte Komm is
sionen sig udførligt herom og stillede Fo r
slag om en sukcessiv Nedsættelse i 5 paa
hinanden følgende Aar af Feuen fra 7 1/*
til 5 pCt. af Forestillingsindtægten for
samtlige Kunstnere samt om en fast Godt
gørelse til de kongelig ansatte Kunstnere i
Stedet
for den dem yderligere tilkommende
Fen,
beregnet efter 2 1/! pCt. af Fores til-
lingsiiidtægten, dog
kun under d en u d
try k k e lig e B e tin ge lse ,
a t d e ts V e d
tage lse g jo rd e s a fhæng ig
a f V e d t a
ge lse af det sam tid ig
f r em s a t t e F o r
slag' om en Ombygn ing
a f P r o s c e n ie t
og T ilsk u e rp lad sen ,
s,
nærmere
Afsnit V , 5.
Ved Finansloven
for 189 5—96 blev
det imidlertid vedtaget, at Feuen
straks
skulde nedsættes til
5
pCt.
for alle fra
1
. Ju li 1895
ansatte Kunstnere,
medens
Bestemmelserne for
det inden
1. Ju li 1895
ansatte Personales Vedkommende forbleve
uforandrede som hidtil.
Ved de senere i Kommissionen stedfundne
Overvejelser, har, som ovenfor bemærket, det
Spørgsmaal været drøftet, om man skulde blive
staaende ved den Ordning, der er skabt ved
Finansloven 1895-—96, ikke blot saaledes, at
Bestemmelsen om, at alle efter 1. Ju li 1895
ansatte Kunstnere kun oppebære Feu i
Forhold til 5 pCt. af Forestillingsindtægten,
bibeholdes uforandret, hvad der maatte be
tragtes som en Selvfølge, men saaledes, at
de før det nævnte Tidspunkt ansatte frem
deles vedblivende beholde den gunstigere
beregnede Feu, som de nu have.
Heraf
vilde da følge, at den fra alle Sider som
hensigtsmæssig anerkendte Nedsættelse af
F eu ’en (endog, naar Teatret ombyggedes efter
Etatsraad Dahlerups, af Kommissionen an
befalede Plan), først i en fjærn Fremtid vilde
være fuldstændig gennemført.
Det turde
imidlertid være klart, at dette ikke har
været tilsigtet med den paa Finansloven
1895— 96 trufne Ordning. Der kan ikke være
T v iv l om, at det har været Meningen at holde
F eu ’ens Regulering for de før 1. Ju li 1895
ansatte Kunstnere aaben til et senere belejligt
Tidspunkt. Kommissionen har derfor ikke
kunnet føle sig bunden i saa Henseende til
ikke at genoptage Spørgsmaalet nu, da det er
dens Opgave at gøre Forslag til et defini
tivt Budget for Teatret. Den har saa meget
mere haft Anledning hertil, som de tidli
gere paapegede Ulemper ved Systemet i det
nuværende Omfang næppe nogensinde have
vist sig tydeligere end netop i den sidst
forløbne Sæson (1896— 97), hvor den
svenske Sangerinde F ru Lindens Optræden
ved en Række Forestillinger bevirkede, at
en større Del af Skuespilpersonalet led
et ikke ubetydeligt Tab i Fen , medens
omvendt de forholdsvis faa, der vare saa
heldige at medvirke ved disse Forestillinger
oppebare en større Indtægt, end de nnder