232 / 404
187
andre Forbold kunde have gjort Regning
paa.
Kommissionen nærer ogsaa stedse den
Overbevisning, at en Nedsættelse ogsaa for
de tidligere ansatte Kunstnere bør finde Sted
f r a d e t T id s p u n k t , da en O m b y g n in g
a f T e a t r e t h a r fu n d e t S te d , særlig,
fordi der ikke fra de nævnte Kunstneres
Side kan gøres noget billigt K ra v paa
at se deres Feu forøget ved Hjælp af
den større Forestillingsindtægt, som Om
bygningen og de dermed forbundne højere
Billetpriser forudsættes at forskaffe.
Der
ved vil det inden 1. Ju li 1895 ansatte
feuberettigede Personale, hvis Feuindtægt
alt, da den nuværende Teaterbygning toges
i Brug, blev forøget i en meget betydelig
Grad, ikke med Fø je kunne anses for brøst
holdent. Det vil ikke med Føje kunne rejse
K ra v paa at nyde yderligere pekuniær For
del af en Foranstaltning, der slet ikke særlig
er begrundet i noget Hensyn hertil, men som
udelukkende har til Formaal dels, saa vidt
gørligt, at opfylde Personalets naturlige
Ønske om at kunne udøve sin Kunst un
der nogenlunde heldige sceniske Forhold,
dels at imødekomme Publikums billige
K rav paa at kunne nyde godt af denne
Kunst i rigere Maal, end det under de nu
værende Forhold er muligt.
I sine Overvejelser om Ordningen af
dette Forhold holdt Kommissionen længe
fast ved den Forudsætning, at Forandringen
i Feuberegningen for de før 1. Ju li 1895 an
satte Kunstnere kun vilde være at effektuere
i det ombyggede Teater og altsaa fra det
T idspunkt, da denne F oranstaltning var
iværksat. Man drøftede baade Forslag, der
ligesom det i 1895—96 sigtede til at bringe
en for alle Kunstnerne ensartet Feuberegmng
snarest muligt i Stand i det ombyggede
Teater, og andre Forslag, som bevarede
Forskellen, men alene tog Sigte paa, at
Feuen for de tidligere ansatte Kunstnere
beregnedes saaledes, at den ved Ombyg
ningen bevirkede Forøgelse af Forestillings
indtægten ikke skulde forøge deres Feu,
altsaa at de nævnte Kunstnere i det om
byggede Teater kun fik Feu som i det
ikke-ombyggede Teater. Idet man mistviv-
lede om at kunne finde en billig Løsning
af Sagen ad den førstnævnte V e j, vandt
den Tanke foreløbig størst Tilslutning, at
ændre den for de nævnte Kunstnere gæl
dende Feuberegning ved en Bestemmelse,
formuleret saaledes: »Naar den af Teater
kommissionen foreslaaede Ombygning af
Tilskuerpladsen er fuldført, bliver et Beløb
af 8 pOt. af Forestillingsindtægten at fra
drage denne, forinden Beregningen af Feu
til de inden 1. Ju li 1895 ansatte feuberet
tigede Kunstnere finder Sted«.
Senere har imidlertid Kommissionens
Medlem, Justitsraad B e r n e r , med den Be
mærkning, at den Ordning, hvorved man
foreløbig var bleven staaende, vel egentlig
ikke fuldt tilfredsstillede nogen, idet den
bevarede Forskellen i en sandsynligvis lang
Overgangstid og derhos krævede en meget
indviklet Beregning paa Grund af de to
Hovedsummer (med og uden Fradrag af 8
pCt.) og den bevarede Procentforskel (10,
7 i/2 og 5), hvormed der maatte regnes, frem
sat et Forslag i Kommissionen, som enstem
mig er bleven tiltraadt, og som bl. a. har den
Fordel, at d e ts G e n n em fø r e ls e ik k e er
a fh æ n g ig a f O m b y g n in g e n s G e n n em
fø r e ls e , saa at Sagens Ordning er bleven
løst fra denne Forbindelse.
Den Løsning af Sagen, som Kommis
sionen nu stiller Forslag om, gaar ud paa
følgende:
Feuen for alle ansættes straks til de
paa Finansloven for 1 8 9 5 - 9 6 vedtagne
5 pCt. og samtidig gives der alle inden
1. Ju li 1895 ansatte sceniske Kunstnere
Vederlag for det Tab i Feu, som de der
ved maatte lide — de kongelig ansatte ved