44 / 195
Et stakket Tidsrum blev os givet*
thi gielder det at
n y d e
Livet,
den Sandhed er jo soleklar.
Kom, Druens Nektar litlig smager;
den Sielens Kummer let forjager,
Fortab tes Ven den stedse var.
C li o r,
Ja Druen Mangen trostet har.
Den Kraft som i det store Fierne
i Cirkel dreier hver en Stierne,
af Druens Væsen være maa;
I Kreds jo Soel og Maane vandre,
Naturens Gang Du ei forandre,
din Stue sog paa Gled at faae!
C li o r,
Du sligt hos Druen let vil naae.
Kom Naboe, kom, med mig at klinke,
mens end os fulde Flasker vinke,
mens end du ynder Spog og Sang!
hvad os i Verden end Skal mode,
vi aldrig savne Druen sode,
og fulde Glasses muntre Klang!
C h o r.
Nei, sligt os glæde mangen Gang !
F r a n k e n a u.