10 / 242
IV.
INDUSTRIFORENINGENS STIFTER OG
THORVALDSENS MEDARBEJDER.
F
o r u d e n
alt, hvad vi a f de meddelte Breve k an se, at
D alho if h a r hjem send t og m edb rag t fra Rejsen 1837,
havde h a n ført noget med sig til sit Fæ d reland , hvorom han
in tet skrev, m en som vel nok var det m est væ rdifulde, skønt
det gik to ld frit ind. Det var nem lig en
Tanke
, ja en frugt
bæ rende
Idé
, tilført ham udefra paa meget tilfældig Maade,
m en hos ham faldet i velberedt J o r d 1).
I Køln v ar h an inde hos en B a rb e r2), hvor h an vel h a r
siddet og ly ttet til de and res Tale. Den drejede sig om en
»Industrieverein«, der nylig var blevet dannet, og som h an
saa skaffede sig nøjere Besked om. Her løstes h an s bundne
T anke, den længe følte T rang. Mærkeligt nok, at h an ikke
før h a r h ø rt det Navn, siden S tockholm alt i nogle Aar
havde haft en Indu strifo ren ing og flere tyske Byer endnu
længere. Men netop nu slog det ned i h am :
en Industri
forening,
ikke afhængig af de gamle Lav, men som en
ubunden S amm en slutning med frie Vingeslag til at løfte sig
op og se ud over Sk rank er og Grænser, for at tilegne sig
x) C. N y ro p : Industriforeningen i Kjøbenhavn 1838—1888; jfr. F o r
eningens egne Meddelelser: Industriforeningens Tidende 1838—40, Quartals-
beretninger 1841—65; Maanedsskrift udg. af Indf. 1866—1884; Tidsskrift
for K unstindustri 1885—99: Indf.s Tidsskrift.
2) D. lod gerne kun Underskæget staa, skønt han gentog Thorvaldsens
Ord, at det egenlig var urimeligt, at Mænd lod Skæget rage for at se ud
i Ansigtet »som gamle Kærlinger!«
Dal hoff.
14