66 / 242
257
hans Johannesgruppe, »trænger sig altid frem, hvor der er
noget at hore og se!« En Dag, da hans Fader arbejdede paa
Christian den Fjerdes Statue i et privat Atelier, han havde ind
rettet sig, hvor før Ovnen til Fajancebrænding var, kom en
ældre, ret høj Mand ind ad Porten og spurgte Drengen, om
Dalhoff var hjemme. Da han vidste, at hans Fader ikke vilde
forstyrres ved det Arbejde, turde han ikke svare, men pegede
blot over mod Døren. Den fremmede greb ham i Kraven, trak
ham med ind og raabte: Goddag! op til den travlt optagne
Mand. Men hvor blev Drengen forbavset, da hans Fader i Ste
det for at vredes steg ned ad Stigen og tog imod den fremmede,
som om det havde været Kongen.
Det var ogsaa Thorvaldsen! Han kom ofte for at se Dal-
hoffs Arbejder, som jo ogsaa var hans.
Hvad Drengen vidste om den rigtige Konges Besøg, skal vi
siden komme til; det var vel ogsaa mest efter Thorvaldsens Død,
han havde Grund til at tilse sin Statuestøber, ligesom denne
ogsaa havde saa meget mere Anledning til at søge direkte til sin
Konge.
Øverst oppe i Forgaardens Sidebygning flyttede Ausbjørn
Jacobsen op med Dalhoff s Sølvsmedeværksted, som han senere
overtog; paa første Sal i Mellemhnset fik han sit Hjem, derfra
kunde hans kønne og venlige Hustru holde Øje med os Børn.
Selv barnløs holdt hun meget af Smaafolk; der vankede gerne
et Æble, naar vi havde Ærinde derop; men Skænd vankede der
ogsaa, naar hun fandt vor Leg for vild eller støjende. Vi holdt
jo mere af Æblet end af Skændene; men vi holdt ogsaa meget
af Jacobsen, der saa trofast sluttede sig til Fader og gerne viste
ham sine Arbejder, selv om ogsaa dér kunde vanke Skænd, Men
han betroede Jacobsen ikke alene at føre hans Gerning videre,
men ogsaa at oplære den næstældste Søn i det samme Fag.
Umiddelbart efter den første af de kongelige Bestillinger,
nemlig Christian den fVs Statue, der blev støbt i 1841, fuldførte
han et ret stort Arbejde for »den catholske Menighed« i Kjø-
benhavn, hvorom han afsluttede Kontrakt den 11. Oktober
1841. Professor Hetscli opførte, med Thielemann som Konduk-