58 / 376
52
Kong Hans og Prins Kristiern.
have, at intet fattedes, som hørte til en kongelig Pragt og
Herlighed. Og selv sad han da hos dem til Bords klædt
udi en lang vid Gyldenstykkes Kjortel, som slog ned til
Skoene, hunden og omgjordet i Midjen, og havde en dansk
Kaarde ved Siden, ti saadanne Sværd, efter gammel dansk
Yis, gik han altid med og holdt sig altid baade med Klæder
og Yærge efter god gammel tarvelig dansk Sædvane og
vilde ikke gærne tage paa nogen ny Yis og Skik, som nu
desværre meget brugeligt er.“ x)
Man kender ogsaa hans Forhold til Borgmester Ha n s
B o g b i n d e r , og hvorledes han vilde opdrage sin Søn ved Om
gang med Borgerstanden, i hvilken denne ogsaa ei’hvervede
sig saa mange Venner.
Hans Bogbinders Sønner blev
K r i s t i e r n s trofaste Tilhængere til Døden. Det er ogsaa be
kendt, hvorledes den unge Prins stjal sig ud af Slottet om
Natten med nogle Venner, brød ind i Borgernes Huse og
gjorde Optøjer paa Gaderne. Magistraten fik Nys om Sagen
og paalagde Vægterne ^at lade det passere i nogen Tid. Men
da Udskejelserne tog til og Borgerne klagede, aabenbarede
Raadet Sagen for Kong Hans, der alvorlig revsede sin Søn.
Kristiern blev ikke den sidste Prins, der tillod sig slige Ud
skejelser.
Om Efteraaret 1512 kom der underlige Rygter til Byen
fra S l o t t e t . Om Natten hørte man Lyd som af Hunde, der
var i Slagsmaal, uagtet alle Hunde var i Staldgaarden.
Dørene til Slotskapellet sloges op og i, dybe Suk som af
et sygt og sorgfuldt Menneskebryst lød omkring i Bygningen.
Slotsherren vaktes ofte af stort Bulder og Støj. Alter-
klædeme, som Klokkeren om Aftenen havde udbredt paa
Alteret i Kapellet, laa om Morgenen sammenrullede og i
forstyrret Tilstand. Kongen selv havde under et Gæstebud
læst i en Almanak, at dette Aar skulde en mægtig og navn
kundig Potentat dø, hvorover han en Stund blev stille, men
‘) A. Hvitfeld: Kong Hanses Krønike S. 306— 7.