GeorgBrandesEtPortræt

v a r L e d e s t j e r n e n i

hans

A r b e j d e , v i l je g f o r s ø g e

a t f o r m e h a n s S k ik k e ls e i S a n d h e d o g i A a n d . —

S o m H e n r i k P e r c y , k a l d e t H e d s p o r e , v a r d e n

S k ik k e ls e , G e o r g B r a n d e s i s in f o r a n n æ v n t e U n g ?

d o m s a f h a n d lin g

m e d

K u n s t n e r e n s In d f ø l e l s e

o g

S a m f ø le ls e k a a r e d e s ig t i l » H e l t « — s a a le d e s s a m ?

m e n s m e lt e s n u f o r m ig B i l l e d e r n e a f d e t v e n d e

H e d s p o r e r , H e n r i k P e r c y o g G e o r g B r a n d e s , i L a d y

P e r c y s O r d e f t e r H o t s p u r s D ø d :

Han var det Spejl,

for hvilket ædel Ungdom smykked sig.

Den gjaldt for lam, der ikke gik som han;

han stammede, og dét, som var hos ham

Naturens Lyde, blev de Tapres Sprog.

Thi de, som kunde tale jævnt og sindigt,

forvansked deres Tunges Færdighed

for ham at ligne.

Saa

i Sprog, i Gang,

i Levevis og i Forlystelser,

i Krigens Kunst og alle Blodets Luner

var han det Maal, det Spejl, den Bog, det

Mønster,

hvorefter andre danned sig.

O g L ig h e d e n m e lle m d e t v e n d e S k i k k e l s e r u d ?

d y b e s o g f r e m h æ v e s g e n n e m d e e f t e r f ø l g e n d e L in ?

je r s s o r g f u ld e S k y g g e :

han

den herlige, det Underværk blandt Mænd,

har I forladt! Han, som for Ingen veg —

ham veg I fra!