36 / 620
29
1888.
Danmark, ikke kunne blive viede i den herværende engelske jg Maj
Kirke, forespørger, om der haves Hjemmel for Magistraten
til at efterkomme Andragernes Begjæring, har Justitsmini
steriet i behagelig Skrivelse af 17de d. M. begjært en Med
delelse fra dette Ministerium om, hvorvidt den engelsk
reformerte Kirkes Bekjendere høre til de i Privilegierne af
15de Maj 1747 omhandlede Reformerte, og i bekræftende
Fald, om Præsterne ved de herværende tyske og franske
reformerte Menigheder ere berettigede til at foretage den
heromhandlede Vielse. I Anledning heraf skulde Ministeriet
tjenstligst melde, at det ikke er oplyst, om den „engelsk
reformerte Kirke “ , til hvilken de Paagjældende opgive at
høre, er en Gren af den reformerte Kirke, hvis Medlemmer
der i sin Tid aabnedes Adgang til fri Religionsøvelse heri
Landet, cfr. Privilegier Ilte April 1685 og 15de Maj 1747,
og hvem det ved de sidstnævnte Privilegiers §
8
ogsaa til
lodes at holde Gudstjeneste i det engelske Sprog, saafremt
saa mange af denne Nation skulde begive sig herind, at de
Prædikanter i dette Sprog kunde underholde.
Men en
saadan engelsk-reformert Menighed har der under alle Om
stændigheder ikke dannet sig heri Staden, ligesom det med
Bestemthed synes at fremgaa af Andragendet, at de Paa
gjældende heller ikke have sluttet sig som Medlemmer til
noget af de to eneste heri Staden i Henhold til fornævnte
Privilegier oprettede og med anerkjendte Præster forsynede
Menigheder, den tysk- og den fransk-reformerte Menighed.
Om nogen af de ved disse Menigheder ansatte Præster
maatte af kirkelige Hensyn anse sig for berettiget til at
foretage de paagjældende, udenfor deres Menigheder staaende
Personers Vielse, har Ministeriet, da Sagen ønskes frem
skyndet, ikke anset det for nødvendigt at indhente deres
Erklæring om, saa meget mindre som Ministeriet ligesaalidt
kan anse dem for borgerlig forpligtede til at foretage en
saadan Vielse, som det kan anse en Henvisning af de Paa
gjældende til at søge Vielse hos Præster, til hvis Menighed
de ikke høre, og hvis Kirkesprog ikke er deres, for beret
tiget. Det tilføjes, at forsaavidt Andragerne ved den engelsk-