12 / 448
— 5 —
paa ham. Han havde meget ondt ved at skaffe sig det
Nødvendige til den materielle Existens, og hans Venner
maatte ofte træde hjælpende til. Saaledes skriver han
f. Ex. d. 13de Febr. i et, ogsaa utrykt, Brev til
Liunge:
„Du var saa god for en Maaned siden at tilbyde mig
et Forskud. Dengang haabede jeg ikke at komme i
den Nødvendighed at benytte Dit venskabelige Tilbud;
men jeg
maa
tage min Tilflugt til det mig tilbudne
Asylum, og jeg gjør det med saa meget større Frimo
dighed, som
D u selv
tilbød mig det, og det endog
med det Tillæg, „at Du, Gud ske Lov, kunde gjøre
det“.
[Efterskrift]. Jeg havde ved Gud nær glemt at
sige Dig, at jeg ønskede, hvis Du kunde, 10 Rbd. i
Forskud.“
Saaledes kunde det i Længden ikke blive ved med at
gaa. Den, der traadte til og sikrede ham en stadig Gjer-
ning med tilsvarende paalidelig Indtægt, var
Henrik
Nicolai Clausen,
der ved saamange Lejligheder — al
tid paa den nobleste Maade — har støttet unge, bega
vede Universitetssønner, hvis Ævners Art ikke let kunde
sikre dem Tilværelsen ad Embedsvejen1). — I Kjøben-
havn existerede der dengang en velstillet Grosserer
H. C. Milffelmann.
Huslæreren her var Chr. Winthers
Studenterkammerat,
A. G. Gelmuyden
2).
Clausen
maa
x) Winther følte sig hele sit Liv igjennem taknemmelig mod
Clausen.
I et utrykt Brev fra Slutningen af Irediverne, skrevet til
Theodor Schorn,
kalder han
Clausen
„den Elskværdigste, Du kan
raadspørge“. 2) Han var
Ju st Thieles
og
Abrahams’
Skolekammerat,
skrev Vers og havde med de to Ovennævnte og
C. Otto
stiftet For
eningen „Hebe“. (Se:
Ottos
„Af mit Liv, min Tid og min Kres“
S. 45, 62—64 og 222,
Thieles
„Af mit Livs Aarbøger“ S. 77,
Alex.
Schumachers
„Ludvig Bødtcher“, S. 9,
N. C. L. Abrahams
„Med