66 / 85
Det var i Skandinavismens tid, det var i frihedsåndens tid, det var i
de store følelsers tid. Mon det idag kunne tænkes, at en fremmed am
bassadørs ankomst kunne give anledning til fester, som de, der ombølgede
»Hans Majestæt Kongen af Italiens overordentlige Sendebud Hans Ex
cellence Marqius Torrearsa?« Vi havde i Danmark sværmet for Græker
nes Frihedskamp, nu sværmede vi for Italienernes, og Garibaldis skik
kelse havde kastet et skær af romantik over alt, hvad der var italiensk.
Endnu stod også mindet om Thorvaldsens glansår i Rom friskt og grønt
- og H. C. Andersen havde med sin roman dernedefra, »Improvisatoren«,
fået nye tusinder til at sværme for kunstens og skønhedens land.
Man forstår, at det var en begivenhed, der kunne få Carl Plougs
hjerte til at slå, og helt vemodig kan man blive, når man tænker på bru
set, da den store københavnske forsamling på melodien »Der er et yndigt
land« sang det sidste vers:
H il Dig, Italiens Folk!
Din Konning og hans Rige! Dit ædle rige Folk!
Og tag det budskab hjem med dig:
Hv o r Ed e r s Bann e r Ly s e r ,
Gaar og saa N o r d e n s Vej.
De to sidste linjer var endda i teksten til sangen sat med spærret skrift.
Nu ville det vist rent politisk være svært at sige, at hvor Italiens banner
lyser, der går også Nordens vej!
Stor var bevægelsen i København, da Sveriges Carl den Femtende i
juli måned 1862 besøgte Danmarks Frederik den Syvende, og fanetoget
til de to konger blev en af tiårets begivenheder.
Igen var det Carl Ploug, der slog harpen:
Hil Eder, høje
Herskere både,
Brødre i Byrd og
Brødre i Aand!
Stemmen, hvis Stemning
Spejles i Eder,
Hylder med Jubel
Hjerternes Baand.
66