12 / 133
SLOTSHOLMEN
Fornemt forskanset bag stille K an a le r
F redelig skærmet bag Bo lvæ rk og B ro ,
F a rv e t i Skæ ret a f Solen, som daler,
Slotsholmen hviler i kongelig Ro.
Knejsende T aarne og langstrakte Tage,
L y s e a f Ir som Sm aragd og Turkis,
Borgen, som vendte fra Døden tilbage,
Smykkes a f Solen til Fo ra a re ts P ris.
H ø jt p a a sin Ganger Kong F rede rik rider,
M øder med H ilsen og H aand slag sit Folk,
S a t p a a sin Po st i bevægede Tider,
Skaan et fo r U vejrets dræbende Dolk.
Knejsende Borg, slaaet sønder og hærget
B le v du saavel som det prøvede Land,
R e jste dog atter p aa det, som blev bjærget
D et, som skal sta a gennem Storme og Brand .
Ensomme M inde om Skatten , som tabtes,
Slotskirken vidner alvorlig og stærk.
Væ rd ige Bo lig for Skønhed, som skabtes,
Hu set v i hilser med Thorvaldsens Væ rk .
Slotsfløjen runder sig fint i en Bue
Hen mod den dobbelte Sandstensportal,
Ruderne spejler den glødende Lue,
G lansen a f Solen mod Himlens Opal.
S k a rp t imod Vesthim lens lysende F lade
Tegner sig statuesm ykket og let
H a lv v e js i Sk ju l a f en høj Ba lu strad e
Prinsens Palæ som en fin Silhuet.
K ran se t a f Vedbendens dybgrønne R anker,
B ryghu set rejser sig rødt som K o ra l,
Briggen, som losser de lysende Planker,
Spejler sin Top i den blanke K an al.
H e r i et fredeligt H jørne a f Staden
M ød e r vi Fortidens venlige Smil,
Skuden i Havnen og Roen p aa Gaden,
Huse i svundne Aarhundreders Stil.
A lt, hvad vi ser ved de gamle K an aler,
Syn es os ad let i skæ r Poesi,
Tiden sta a r stille, og M inderne taler,
N ynn er en gammel og kæ r Melodi.
L iv , som har levet, har sa t sine Mæ rker,
Ildsjæ les H igen b lev udløst i Kunst.
Huset, hvor B issen har skab t sine Væ rk e r,
S yn g er en V is e om Musernes Gunst.
Ja , her er smukt ved de stille K an aler,
H er b lev et E v e n ty r formet i Sten,
H e r er vo rt Partenon, — selv om vi p raler
L id t fo r frimodig med Nordens Athen.