13 / 61
angaaende en Skovtur. Samme Aar blev
Foreningens Album til Portrætter af
Medlemmerne anskaffet, til Dels ved
frivillige Bidrag.
Nu arbejdede Foreningen sig støt og
sikkert fremad i et roligt Spor, men
store og nævneværdige Begivenheder var
der i de Aar, saavidt vides, ingen af; og
Foreningen tillog, omend langsomt, i
Medlemsantal. Dog sker der en meget
stor Fremgang i Aarene 1873—74, idet
Medlemsantallet sidstnævnte Aar omtrent
blev fordoblet, fra 34 ved Udgangen af
1873 til (52 i- 1874. Og den 1. August
1874 blev en ny Bestyrelse valgt, som
kom til at bestaa af lir. Emil Jørgen
sen som Formand, Hr. C. Hedegaard
som Kasserer og Hr. Chr. Petersen som
Medbestyrer, og til Bevisorer d’Hcrrer
O. Benlzon og August Petersen. Men saa
indtraf der et Vendepunkt, om jeg saa
maa sige, i Foreningens Tilværelse, og
som betød et meget storL Fremskridt.
I delte Aar fik den nemlig sin første
Læge. Hidtil havde det været saadan,
at Medlemmerne for at erholde Syge-
penge udbetalt, maatte møde med en
Sygeattcsl udstedt af en eller anden
Læge, under hvis Behandling de var, og
dennes Honorar maatte de selv betale.
At delte Forhold i Længden viste sig
at være mindre betryggende for For
eningen og desuden betydeligt dyrere for
det enkelte Medlem, hvis Sygdom ofte
kunde være langvarig, siger sig selv.
Dette var altsaa nu gaaet op for Med
lemmerne, og Bestyrelsen antog derfor
en fast Læge for Foreningen, hos hvem
ethvert Medlem var pligtig at søge Hjælp
under eventuel Sygdom. Herved havde
Foreningen en Garanti for, at ingens Bct-
tiglieder paa nogen af Siderne blev gaaet
for nær.
Foreningens første Læge blev Dr. med.,
senere ProfcssQr, H. P. Ørum, der vir
kede fra 1. Oktober 1871 indtil sin Død
i Oktober 1901, altsaa i samfulde 30 Aar.
Med Lyst og Iver gik Hr. Ørum til sin
nye Gerning og gjorde sig hurtig meget
afholdt hos Størsteparten af Foreningens
Medlemmer. Det var ogsaa Doktorens
første Sygekasse, og lige til sin triste
Sygdom med paafølgende Død, som
destoværre indtraf altfor tidlig, varetog
han sin Gerning med usvækket Interesse.
Mange er de, som staar i Taknemligheds
gæld til ham, tidlig og silde var han paa
Færde for al tilse Foreningens Syge, og
det enten Vejret var ondt eller godt. Ilan
var en Læge af den gamle Skole, som
altid forstod at troste og opmuntre sine
Patienter, og hvor han kunde skaffe Med
lemmerne, disses Enker eller deres Børn
et eller andet Gode gennem de mange
Forbindelser, han i Tidens Lob havde
erhvervet sig, navnlig da han senere blev
valgt som Borgerrepræsentant, saa gjorde
han det af et godt Hjerte. Derfor var
Sorgen ogsaa stor blandt de fleste af For
eningens Medlemmer og deres Familie,
da Døden eller et smertefuldt Sygeleje
indtraf. Det er ikke faa, han i Aarenes
12 —