179 / 183
KANTATE
II
RECITATIV
I
den mørke Middelalder
Munke skrev paa Pergament; —
gamle Mestres store Tanker
saa man dengang ej paa Prent. —
Der var mørkt i lave Hytter,
dunkelt under Højenlofte,
Munkens Skrivning langtfra nytter,
det man saa jo tidt og ofte.
Saa med ét brød Solen frem;
en Oplysningssol fra Sky,
Rygtet over Land og Ry
naaed’ til de Tusind Hjem.
G
utenberg
opfandt sin Kunst; —
løse Typers store Mester
fra sin Himmel nu os gæster;
thi hans Værk var ej omsonst.
Hil da denne Jubeldag,
da vi samles her i Klynge
for at se vort gode Flag
og at høre det besynge.
Det for os tilhyllet staar,
længselsfulde er vi a lle ------
lad da, Venner, Dækket falde
for det Ranner, som vi faar.
Hil Dig da, vort røde Danner,
gid din Sol maa lue kønt
dér, hvor Trykkerflokken stander,
dér, hvor Haabets Træ er grønt.
Ja, lad Solen venligt smile,
mens Du vajer frit og kækt;
fremad vi mod Maalet ile,
baner Vej for næste Slægt!
162