22 / 183
DEN GAMLE TIDS FAGLIGE LIV
i høje Toner forherligede Principalen. Selve
Trykningen var lige til op i Tyverne meget pri
mitiv. Man trykte paa de gamle Træpresser, og
Farven sattes paa med de saakaldte »Baller«,
o: haarde Skindpuder. Paa den Maade drev
man det til at trykke en 25 Ark i Timen; at
Bogtrykarbejdet som Følge heraf, til Trods for
en lav Arbejdsløn, dog var meget dyrt, siger sig
selv.
Farven lavede Bogtrykkerne den Gang selv.
Naar Fabrikationen skulde foregaa, drog Svende
og Drenge, iført Stadstøjet, ud til Nørrefæl-
led, til de saakaldte Sandgrave; thi kun der var
det tilladt dem at koge deres Fernis. Her stil
lede de deres Kobberkedler, fyldte med Fernis,
paa en Trefod; der tændtes Ild, og naar Fer
nisen begyndte at komme i Kog, kiledes de
svære Kobberlaag fast med store Jernstænger.
Det hændte af og til, at den kogende Olie sprøj
tede ud gennem en lille Aabning, eller at Laa-
get var ved at sprænges. Man maatte saa tage
Kedlen af Ilden og afkøle den i Sandet. Naar
Olien var færdig og endnu kogende, dyppede
man Skiver af Hvedebrød ned i Olien, og disse
Brødskiver spistes med Salt paa som Lækkerier.
De var særlig yndede af Sandgraverne paa Fæl
leden, som gerne indfandt sig for at blive trak
terede.