S_FørOgNu_1921

138-139 / 288

senere E tatsraad Thiele o. fl. Endvidere havde Ejeren her sine
store Tømmeroplag med mægtige Stabler af Brædder og Planker.
Lidt længere frem i Tiden anlagde en af hans Sønner et større
G artneri her med Drivhuse og Udgang til Alléen, ligesom der
om trent sam tidig med d ette Anlæg blev opført, vistnok af en an­
den Søn af K., eller af Enkefru K., et m indre Vaaningshus paa H jør­
n et af Alléen og Vester Farimagsvej.
Om Farimagsvej ene er der ikke meget at sig e ; ved Østre F a r­
imagsvej laa kun ganske enkelte Bygninger, det om talte Gæstgi­
versted „Tre H jo rter“ paa H jørnet, kun en enkelt lille Bygning
hist og her, de før om talte to smaa hollandske Vindmøller, E jen­
dommen „Rørholm“ mellem Vejen og Sortedamsø og saa til sidst
Søetatens K irkegaard helt ovre ved Østerbro. Her var ogsaa Slave-
kirkegaarden, hvor som N avnet antyder Forbrydere fra Stokhuset
og Børnehuset blev jordede. Ved Stien langs Sortedamssø, nær
op mod Alléen (nuv. Søtorv) laa et P ar tarvelige Smaahuse. I et
af disse boede den ene af Forstadens to Politibetjente, W ilstrup;
det var en høj mager Mand, i rød Kjole med grøn Krave og flad
Kasket paa Hovedet og den obligate Spanskrørsstok med Horn­
knap i H aanden; han var velset baade af Gamle og Unge, om end
bievne regulerede noget mere efter Linealen og de smalle Gangstier
paa begge Sider afløste af bredere makadam iserede Spadseregange,
hævede højere over Vandspejlet. De var dengang livligt befæ r­
dede baade Sommer og V inter, om Sommeren af de ikke faa Baade,
som baade Byens og Forstadens Beboere holdt, men hvis Antal
svandt i Aarenes Løb, og om V interen, n aar Søerne dækkedes af
en mer eller m indre sikker Isflade. Vel var Søerne Stadens D rik­
kevandsbeholdere, og uagtet det var strengt forbudt at hemcaste
noget i dem, der kunde forurene Vandet, saa P olitiet dog igennem
Fingre med den livlige muntre Færden af Hundreder af Skøjteløbere,
ældre og yngre, som tum lede sig dér, navnlig om Søndagen mellem
Skøjteudlejere, K aner og Slæder, karusellignende Svingkaner, L ire­
kasser, Kagekoner, Drenge, der forhandlede Lygter af P apir og
m indre Fyrvæ rkerisager; kort sagt, der var et Liv, som ingenlunde
stod tilbage for en trav l Dyrehavs-Søndags. Men paa et væsentligt
Punkt adskilte de sig fra Nutidens Skøjteløbere; der var ingen
Skøjteløberforeninger — Banen var fri for alle og enhver uden
Persons Anseelse, og der var — ingen Damer, der som nu mere
eller m indre graciøst øve den sunde, herlige Sport, ledsagede af
en Skare herresvingslaaende Kurmagere. Der vilde have været
Parti af
de sidste saa op til ham med en vis respektfuld Frygt, som In ­
karnationen af den ubegrænsede Magt over vort Ve og V el; kun
ved N ytaarstid, naar han og hans Kollega, der senere kom til at
indtage en frem ragende Plads blandt de Øverste i det ny ord node
københavnske Politi, indfandt sig i Hjemmene for at gratulere
N ytaar og modtage den dem bestem te Rigsbankmark hver, var
ligesom noget af Glorien gaaet af dem. Ved Vester Farimagsvej
laa ingen Huse, Kellermanns ovenfor nævnte Hus paa H jørnet frareg­
net. Naar untages P. F. Lundes Jernstøberi og Gartner Martin
Hansens Bolig, Drivhuse og Gartneri (hvor nu Irvingianerkirken
ligger) var alt øvrigt Tømmerpladser og Haver. Noget senere op­
førtes ogsaa Chr. Deichmanns Chocoladefabrik her.
Vi er nu naaede til Søerne, og man vil af det foregaaende se,
at hele det tæ t bebyggede og befolkede Tærræn, der nu begrænses
af Gothersgades Forlængelse, Boulevarden, Gyldenløvesgade og
Nørre og Øster Søgade, og som nu gennemskæres af talrige Tvær­
gader, lige indtil Demarkationsliniens Ophævelse og Fæ stningster­
rænets Overdragelse ikke havde over 25 aaningshuse og knap hu­
sede 25 Fam ilier. At en saadan Forandring er sket, er jo i og for
sig ikke saa mærkeligt, men a t det er sket i en forholdsvis saa
overmaade kort Tid — navnlig naar henses til, a t det hele Areal
vel havde henligget saa temmelig uforandret i et P ar Hundrede Aar
— og har medført en saa to tal Forandring i Egnens hele Karakter,
det er det paafaldende.
Søerne er selvfølgelig uforandrede, om end deres Bredder er
B la a g a a rd s g a d e fra Nr. 19 til E jendomm en u d fo r B agergade, Aar 1900; alle B ygninge
større Sandsynlighed for at se Maanen falde ned fra Himlen end
a t se en Dame løbe paa Skøjter. Det kunde højt regnet være en
og anden lille Skolepige tilla d t i Følge med store Brødre at glide •
paa de favnelange Glidebaner, der frydede den ikke-skøjteløbende
Ungdom. Det kunde afgive et h elt eventyrligt Skue en stjern e­
k lar V interaften at se Rækker af kulørte, spraglede P apirslygter
med en Lysestump indeni og befæstede i Spidsen af en lang svaj­
ende Pilekvist, baarne af usynlige Skøjteløbere, i susende F art
ile hen over den mørke Flade. Ogsaa var det en yndet Idræ t at
løbe under den Bue, gennem hvilke de to Søer stod i Forbindelse
med hinanden, især da det var forbundet med en vis pirrende
Angst, efterdi Isen paa dette Sted, formodentlig paa Grund af
Strømmen, ofte kunde være mindre sikker. — En anden Adspre­
delse skyldtes ogsaa Søerne, det var Fiskeriet, det var im idlertid
ikke tilla d t alle og enhver at drive denne S p o rt; man skulde
have et Tegn hertil, tidligere hos Kommandantskabet, i alfald til
Stadsgraven, senere hos Vedkommende, der havde forpagtet Fiske­
riet i Søerne i Stadens Omegn, altsaa ogsaa i Damhussøen og Ler­
søen. Man saa da jævnlig, især tidlig Morgen eller sen E fterm id­
dag, en og anden Fisker med en lille Bøtte eller Blikspand til
den forventede Fangst og en U rtepotte eller et Kaalblad med Mad­
ding ved Siden sidde ved Bredden, spejdende forventningsfuldt
og spændt efter det letbevægelige Flod ved Snøren. Sligt Syn er
sjældnere nu, Tiden er ogsaa for kostbar til denne Taalmodig-
heden i saa høj Grad prøvende Idræt. De i de senere Aar anbragte
bvanei og den allersenest etablerede F art med Petroleumsbaade
vil vel ogsaa eiterhaanden formindske Fiskebestanden og dermed
hele Fiskeriet. Dæmningen over Søen var langt smallere end den
nuværende Dronning Louises Bro, men i hine rolige Dage, da der
næppe i 8 Dage færdedes saa mange gaaende som nu i et Par
Form iddagstimer, da man hverken kendte Omnibusser eller Spor­
vogne, var den bred nok. Ud imod Søerne var der ovenpaa selve
Dæmningen anbragt som Bolværk et lavt, ikke to Alen højt Gærde
af ra a t tilhugne Kampesten, mellem hvilke Græsset voksede fro d ig t;
kun over den ovenfor om talte Bue af solidt Murværk, der hvæl­
vede sig over Forbindelsen mellem de to Søers Vande, var der et
Stykke Mur, dækket med glat tilhugne Sandsten. Vistnok i Aaret
1834 blev der her anbragt en Inskription (eller maaske indsat en
Tavle), som meldte, at Istandsæ ttelsen af dette Bolværk skyldtes
„Niels Brocks og Hustru Lene Bredahls L egater“.
Som der ovenfor er givet en Beskrivelse af Nørrebros Bebyg­
gelse fra Peblingesøen og udefter paa højre Side af Forstaden
(fra Byen regnet), skal der nu forsøges en Fremstilling af den
venstre Sides Udseende i Trediverne og Begyndelsen af Fyrrerne.
I 1834 begyndte jeg som syvaarig Skoledreng daglig at færdes
værende Griffenleldtsgade, Ladegaardsaaen og Peblingesøen, Matr.
Nr. 36. Dette blev udstykket i Parceller med Betegnelse af hele
A lfabetets Bogstaver, f. Eks. 36 a, 36 b, 36 c, o. s. v. o. s. v. Men
efterhaanden som ogsaa disse Parceller blev udstykkede, kom der
a tte r Underafdelinger, og Kombinationer, som: Nørrebro Nr. 36
Litr. a 1, b 2, c 3 o. s. v. var ganske almindelige og ganske naturlige
paa Grund af Parcellens Størrelse. Ved Auktionen i 1827 købte
min Fader Parcellerne Nr. 36 L itra L. og N .; den første havde
et Areal af 1 Vs Td. Land, med paastaaende Bygninger, og den
anden, tilstødende (Litra N.) var 1 Td. Land, og jeg kan paavise,
hvor de findes; det er hele den Bydel, kan jeg gerne sige, den
F irkant, der stræ kker sig fra og med Baggesensgades Huse (mod
Øst inkl.), Slotsgade, Korsgade og Stengade, som var et Nummer
(36) med to Litraes L. og N. Af kongelige Personer, som havde
ejet og forpagtet Blaagaard som Lyststed udenfor Byen kan
nævnes 1 rins Carl, som fik den som Gave af Broderen Kong
Frederik den F jerde; han testam enterede den til sin Søster,
Prinsesse Sophie Hedevig, og hun testam enterede den til sin
'i ndling Carl Adolph v. Piessen, der i Begyndelsen vægrede sig
sen ere forsvundne og 6 nye Ejendomm e opført paa Strækningen som ligger ligefor „Blaagaardsplads“.
paa Strækningen fra B laagaard til Hovedstaden, og det er da næ r­
mest dette Tidspunkt, som jeg vælger til Udgang, omend Minderne
vil medføre et og andet Svinkeærinde længere frem i Tiden. Der
er saa ofte ovenfor ta lt om „B laagaard“ og Blaagaardsterrænet,
at det ikke vil være afvejen a t ofre dette ganske forsvundne
Begreb, hvorom nu alene Navnet Blaagaardsgade minder, en kort
Omtale. — B laagaard var en Ejendom, hvis Historie kan føres
tilbage til Tiden før Frederik den Fjerde snart som Privatejendom,
snart tilhørende Personer af Kongehuset, saa atter Privatfolk,
indtil den i Slutningen af det 18de Aarhundrede overtoges af
Staten, som dels udlejede Hovedbygningen til Privatfolk, dels her
anlagde forskellige M anufakturindustrier. Tilsidst blev her anlagt
et Skolelærer-Seminarium, hvis Virksomhed standsedes ved Eng­
lændernes Overfald i 1807, hvorefter det forlagdes til Jonstrup.
I Krigens Tid havde Fjenden ind rettet La,saretter; da han var
draget bort, gjorde Staten det samme Brug af Bygningerne;
senere solgtes B laagaard til et Par af Frederik den Sjettes Adju-
tanter, som havde den Plan at ville udstykke Ejendommen og
ogsaa Tid efter anden solgte nogle Parceller, men da de ikke
opfyldte Salgsvilkaarene, blandt hvilke ogsaa var, at der skulde
præsteres et vist Afdrag til Staten, hver Gang en Parcel afhæn­
dedes, nødtes Regeringen til i Begyndelsen af Tyverne at over­
tage det Hele, der da af Rentekammeret blev udparcelleret og
bortsolgt enten underhaanden eller ved offentlig Auktion. Efter
Matrikuleringen havde den store betydelige Ejendom, hvis Areal
T ilh. Ovprlævc Ilalk.
ved at modtage Arven, mon ifølge Christian den. Sjettes Ønske
dog overtog den. Det er muligvis disse Ejeres høje Stilling,
som gav Anledning til Benævnelsen Slot, thi Hovedbygningen var
ingenlunde slotsmæssig, den var en Lystgaard, et Stokværk høj
med to Pavilloner, indeholdende ialt 7 Rum. Det er er Betegnel­
sen Slot, der har affødt Navnet Slotsgade, som løber forbi Hoved­
bygningens Grund, hvor nu Ludvigsen og Hermanns Jernstøberi
er beliggende. Det smukke og storartede ved hele Herligheden,
var den skønne Park, som strak te sig lige til Søen, gennemskaa-
ret af mægtige Alléer og sirlige Blomsteranlæg. Endnu i min
Barndom fandtes hist og her rundt om i Haverne et og andet
stort, gammelt Træ, som et enligt Minde om gamle Dage, og saa
langt frem i Tiden, som da Dosseringens Bebyggelse tog sin Begyn­
delse, fandtes nær Bredden af Søen, nær op mod Nørrebrogade
et forvittret Stenpostament, ba'rende en hovedløs Krop af en
Sphinx eller Løve.
Den første Bygning, vi mødte paa H jørnet af Nørrebrogade og
Dosseringen, var „Stenhuggerhuset“, en uanselig lille Bygning med et
stort Tag, se Billedet Side 1 2 1 , der synes a t skulle trykke Bygningen
ned i Jorden. I dens tarvelige Rum boede et Par gamle Folk, der havde
Opsynet, saavidt jeg mindes, med nogle af Stadens der anbragte
Stenoplag, endvidere med Træskuret, der rummede Apparater til
Redning af Druknede og Forulykkede, Stiger, Touge etc. (populært
kaldet „D ronehuset“), desuden havde de Nøglerne til de aflukkede
Stier. Men Stenhuggerhuset havde endnu en Mærkelighed; dets