278 / 359
Til Oplysning om Personerne som findes paa Frisen, citerer vi
111. T i d e n d e af 15. April 1888, som udtaler:
„Yderst tilvenstre i Billedet ses Krieger og Hall som Repræsen
ta n te r for Bygningskommiteen. — At der var en Bygningskommite
med Underkomm iteer, Festkomm iteer o. s. v. følger af sig selv; i
en Vise af Vilh. Rode fra den Tid hedder det:
Som Eva ud af Adam sprang
Foruden alskens Veer,
Saadan af vore Ribben svang
Sig tusend Kommiteer.
Det var denne Kommite, der skulde føre Stud en tern e til deres
forjæ ttede Land, og hvorom det hedder i samme V is e :
Der blev da Sorg og der blev Vee,
Hvor skulde hen vi lodses ?
Men strax vi fik en Komite —
Som Jøderne fik Moses.
En Komite guddommelig
I T an k er og i Virken!
Til sidst blev den frugtsommelig
Med selve Slavekirken.
I Baggrunden skimtes den nuværende S tu denterforeningsbyg
ning, der efter et gammelt Sagn engang i en fjæ rn Fortid havde
væ ret Slavekirke.
Nu kommer Toget! Først Foreningens B ibliothekarZeuthen,
med Bibliotheket; derefter to Herolder, A rthur Abrahams og Ras
mus Strøm. Abrahams rider paa en Hest til Minde om, at han ved
et Marked til Fordel for Bygningen havde a rra n g e ret og staaet
i Spidsen for et Beriderselskab. Strøm rider p a a „Moppe“, Zincks
store sorte Hund, der var en stadig og velset Gæst i Foreningen.
Hvorfor han er frem stillet saadan, h a r man aldrig fa ae t fyldest
gørende forklaret.
Saa følger Hannover, Foreningens mangeaarige Kasserer. Han
staar for enhver Student fra den Tid som uadskillelig fra For
eningens Kasse. Derfor staar der i R u sk a n tate n fra den Tid om
Russen:
Han bringer Ungdom, Liv og Lyst
Til d ette Bord,
Han bringer og Hannover Trøst
om ikke stor —.
D erefter følger A. C. Larsen med Ankeprotokollen og derefter
N. Madvig, den ledende Senior, med Klokken som Symbol og den
ledende Stjerne over Hovedet. Derefter Musiken! Manden er
O t t o Z i n c k , Konen C. Høegh Guldberg. De glædede endnu den
Gang Medlemmerne ved jævnlig at foredrage Viser, der for stør
ste Delen skrev sig fra en lidt længere tilbage liggende Viseperi-
ode. Ingen, som har hørt det, vil have glemt dem, naar de sang:
„Det er overmaade sm ukt,“ denne endeløse Vise der behandlede
alle Begivenhederne fra Christian ottendes Ligbegængelse lige til
de allernyeste, eller n a ar de, klæ dte om trent som de fremstilles
her, sang Duetter:
Da Mutter hun var ung,
Didelai, didelai, didelai, dom, dom!
Derefter følger Fanen, baaren af Wissing. Derefter Knud Val-
løe med Grisen. Valløe havde opfundet Grisen og ved enhver L ej
lighed holdt han en Tale for den og lod den gaa rundt fot at
samle Penge til Bygningen.
Selve Grisen var efterhaan den bleven en Slags Symbol paa Gri
seriet i den gamle Bygning, som' skulde afløses af de prægtige
Sale i den ny:
En Gud man gav os først med List,
Et Svin, vi skulde røgte,
Thi Menneskene dyrke mest
De Guder, som de frygte.
D erefter folger M a z a r d e l a G a r d e med Lykkehjulet, saa
kommer M a n t z i u s , Visedigteren O t t o , rygende paa en Cigar
stump, og V ilh . R o d e . Derefter et gammelt Medlem af Forenin
gen, der træ k kes af Lars som i en lang Aarrække havde været
Foreningens Garderobetjener. Han havde m istet sit ene Ben i K ri
gen. Det er ham, der sigtes til i Melodramaet i den gamle Rus
k an ta te:
Maa jeg først præ sentere dig Lars,
En Søn af den gamle Mars!
Giv ham Din Hue,
Og gaa med mig ind i den ganske kjønne,
Spanske grønne
Stue!
E fter Lars med Trillebøren følger „ l a n g e P i e s n e r “ og S ø l -
l i n g , R epræ sen tanter for Skakspillerne; d e refter Foreningens
K ronjurister, to alvorlige togak læ d te Skikkelser, som bare Lovens
Tavler; det er ~N. H. H a n s e n og Ricard, der havde h a ft den væ
sentlige Del i Udarbejdelsen af Foreningens ny Love. D erefter
Foreningens Damer: E. F. lvoch og Jerndorff; de spillede altid D a
merolierne i Studenterkom edierne. D erefter følger Chr. R ichardt.
Han var nylig kommen hjem fra en Rejse i P a læ stin a og Syrien
og fremstilles derfor i østerlandsk Dragt. Ved Siden af ham gaar
Chr. Lund; de repræ sentere tilsammen Sangforeningen. D erefter
komme tre af Foreningens trofaste S tamgæ ster fra den Tid, Fritz,
Pilegaard og H ancke, der var Foreningens Arkivar, og derfor
fremstilles med A rkivet under Armen. Saa kommer den gamle
L ite ra t Snedorff-Birk. Han var netop i de Aar, efte r i lang Tid
at have opholdt sig i Jylland, pludselig d u k k e t op i København
og sad nu i Almindelighed fra Morgen til Aften i S tu d e n te rfo r
eningen — saa m a a tte han altsaa med p aa Billedet! Nu følge fire
Mænd, der bære et Medlem, som ligger paa en Sofa. Det sidste
Medlem havde nemlig den Uvane, at ligge med Benene oppe i
Sofaen for at have det mageligere. Han m a a tte altsa a med logisk
Nødvendighed transporteres liggende over i den nye Bygning. De
fire Medlemmer, som bære, er W. Oldenburg, Øllgaard, Chr. H a n
sen og Glimann, alle trofaste Medlemmer og forhenvæ rende S e
niorer.
Ligesom Middelalderens Kunstnere ofte fremstille sig selv paa
deres Billeder, saaledes h ar ogsaa her Kunstnerne frem stillet sig
som sluttende Toget. Hver Kunstner h ar teg n e t sit P o rtræ t; de
er Chr. Blache, Chr. Schmidt, Conrad W eidemann, Charles Abrahams
og Fritz van Deurs.
Hermed sluttes selve Toget!
Yderst til højre staar im idlertid endnu tre Figurer, som ikke
deltage i det. Den første af dem er den gamle Heymann, Ejeren
af den Gaard, hvori S tudenterforeningen i en Række af Aar havde
b oet til Leje. Med ham havde man naturligvis jævnlig h a ft Smaa-
stridigheder, n a ar man ikke kunde fa a de R eparationer udførte,
som man ønskede, n a a r h an lagde p a a Lejen eller paa anden
Maade o p traad te som Ejer. Han var derfor godt k en d t af Med
lemmerne og nævnes ogsaa stadig i Viser fra den Tid.
Nu k aster han et sidste Blik p a a sin bortdragende Lejer! E n d
videre ses I. Levin, Sproggranskeren, som ikke vilde ind i den
ny Bygning, og Dau, et gammelt Medlem, som vistnok gerne havde
villet, men ikke kunde, da h a n nogen Tid i Forvejen var bleven
Præst.
I det fjerne til højre ses saa den gamle Bygning, hvori en P o
litistyrke marcherede ind, den er nem lig bleven lejet ud til IJo-
litistation.
Man m aa da ikke tro, a t det var e fter en forud lag t Plan, at
netop disse og ikke andre Personer kom med p a a Frisen — nej,
det beroede vistnok for største Delen paa ganske tilfældige Om
stændigheder; om Kunstneren kunde huske vedkommende saaledes,
at h an kunde tegne ham ud af Hovedet, eller om h an kunde fa a
fat i det m indste i hans Portrart netop den Form iddag — for det
skulde gaa i en Fart, og det gjorde det! Det hele var jo kun en
m unter Spøg!
Men de der var med ved d ette Gilde, vil med et vist Vemod
mindes det sidste Vers af Visen, der den Aften blev sunget til
den gamle Bygning:
Det er forbi, du gamle Helt,
Som tje n te os saa trolig,
Dig Heyman har til Crone meldt,
Nu skal du være rolig!
Du M indet bæ r fra Slægt til Slægt,
Og vi vil værne om det kækt,
E t H urra for den gamle Knægt,
De rige Minders Bolig.
Den anden af de to Grosserere var F. T l i o r s e n ; han var Klæde-
handler paa Amagertorv i davæ rende Nr. 49, nuv. Nr. 8. Hans
Liv var en Bevægelse ned ad Bakke. F irm aet kom senere til at
hedde L u n d & T h o r s e n og bor nu Amagertorv Nr. 1.
*
#
280