10 / 362
I I I
jeg ogsaa anse mig forpligtet i denne Retning mod mine
Medarbejdere i Theaterstyrelsen, den da allerede afdøde
Conferentsraad Hauch, — som i 1868, da han sidst skrev
mig til om den forventede Fortsættelse af hans Livs
erindringer, have udtalt: „ogsaa vilde jeg nødig, at Overskou
skulde have det sidste Ord i de Theateranliggender, hvori
vi have været indviklede,“ — ogmod senere afdøde Professor
Høedt, som mere end nogen Anden havde lidt personlig
Mishandling og skaanselløs Medfart af et uforstandigt
Publicum, og aldrig var bleven erkjendt efter Fortjeneste
for hvad han havde været og virket for Theatret.J)
Imidlertid frembød sig mange Hindringer for Udførelsen
af mit Forsæt, og dog blev Pligten til at udføre det
bestandig stærkere, saameget mere som jeg efterhaanden
var bleven omtrent den Eneste, der kunde udføre, hvad
dog burde udføres.
1) Da der ved Bebudelse af det her foreliggende Skrift offentligt
er blevet hentydet til mit personlige Forhold til Høedt og
Wiehe, har jeg med Hensyn til den Betydning, man kunde
tillægge dette for Skriftets Troværdighed, ikke villet forbigaa
at bemærke: Det var først gjennem min Stilling som Secretair
hos Cultusministeren og fornemmelig under Krisen i
1855
,
at jeg kom i personlig Berøring med Høedt, og om jeg end
ganske vist siden den Tid bestandig stod i et venskabeligt
Forhold til Høedt, og af og til kom sammen med ham
udenfor Tjenesteforhold, tør jeg dog ikke sige, at mit
Forhold til ham nogensinde har faaet Charakter af et
Venskabsforhold; den Interesse for ham, som jeg fra første
Færd har næret og bestandig bevaret, har ene havt sit
Udspring fra E rkj endelsen af hans Værd som Kunstner og
hans Betydning for Theatret. Endnu mindre har jeg staaet
i noget personlig intimt Forhold til M. Wiehe, med hvem
jeg overhovedet sjeldent kom i Berøring og navnlig ikke
udenfor Tjenesteforhold.