9 / 362
I I
havde været saa rige, hørte op, og jeg , om je g nu ikke
længer kunde gjøre Theatret nogen directe Gravn, dog mindst
af A lt vilde gjøre det Skad e; men je g tilstaaer og, at je g
da var saa træt og forpint a f tre A ars anstrengende
Theaterliv med dets Rigdom paa Gjenvordigheder og Kampe,
j e§ foretrak at drage mine Tanker saameget som muligt
helt ud a f Theatersphæren, — og desuden: Overskous
Sk rift var ved den Tone og Tendens, der gik igjennem det,
saa lidet skikket til at vække Agtelse for ham og skade mit
gode Navn og R ygte, at je g gjerne fremdeles kunde lade
hans Angreb staa uænsede hen, som je g allerede havde
gjort det et helt Aar.
En stor U lyst til midt under andre omfattende Embeds
forretninger at vende tilbage i Erindringen til de over-
standne Møisommeligheder og Fataliteter afholdt mig i mange
A ar fra at befatte mig med Theaterhistorien
1852
—
59
,
uden at je g dog opgav Tanken herom, da je g fra flere
Sider var tilskyndet til og havde lovet mig selv og Andre
ikke at lade Overskous Frem stilling i hint S k rift staa
uimodsagt som et historisk K ildeskrift. —
I
1873
fremkom Overskous Theaterhistorie efter
1849
,
affattet væsentligt i samme Aand som hans ovennævnte
Sk rift a f
1858
.
Overfor denne udførligere Fremstilling, der optraadte
med et Anstrøg a f historisk Paalidelighed, voxede mine
Forpligtelser mod Andre som mod mig selv til at rense
Historien for det meget Urigtige, der klæbede ved Overskous
Referater og Betragtninger.
Ligesom je g troede at skylde
dette til den Minister, Hall, under hvem je g havde arbejdet,
og hvis Bestræbelser for Theatrets V el ogsaa i høj Grad
vare miskjendte i Overskous Fremstilling, saaledes maatte