86 / 362
HØEDTS ANDEAGENDE.
6 9
S p ø r g s m a a le t v a r im id le r t id ik k e f a ld e t b o rt o g
k u n d e ik k e f a ld e b o r t s a a le d e s , o g i C o n tin u a tio n a f
sin t id lig e r e m e r e p r iv a t e H e n v e n d e ls e t il M in is te r e n
f o r e b r a g te H ø e d t n u S a g e n i d e n S k r iv e ls e t il M in i
s t e r ie t a f 4. M a rts 1 8 5 8 , som D r. E . B r a n d e s h a r
o f fe n tlig g jo r t i M a a n e d s s k r if te t „D e t n itt e n d e A a r -
h u n d r e d e “ fo r A p r il 1875, m e n som j e g d o g tr o e r d e t
r e t t e s t fo r F u ld s tæ n d ig h e d s S k y ld h e r a t g je n g iv e ,
id e t j e g k u n b e m æ r k e r , a t d e t e r en , om e n d u v æ s e n t
lig , F e ilt a g e ls e , n a a r D r. B r a n d e s a n fø re r, a t d e n n e
S k r iv e ls e le d s a g e d e H ø e d ts A f s k e d s b e g jæ r in g ; d e r
frem k o m in g e n d ir e c t e A n s ø g n in g om A f s k e d , fo ru d e n
d e n n e S k r iv e ls e , d e r i sin F o rm ik k e v a r n o g e n A n
s ø g n in g om A f s k e d , om d e n e n d e f te r s it I n d h o ld v a r
e n E r k læ r in g om , a t H ø e d t u n d e r v is s e F o r u d s æ tn in
g e r v ild e b e g jæ r e s in A f s k e d — o g O v e rsk o u k a n fo r-
s a a v id t m e d e n v is R e t s ig e , a t H ø e d t ik k e h a v d e
a n s ø g t om sin A fs k e d .
mesterlig Fremstilling, (S.
163
) at hans Toby i „De Depor
terede“ va r meget effectfuld, (S.
180
) at han i „Ruth“ gav
i Bevægelser, Stillinger og Diction fortræ ffeligt Jerochams
vilde heftigt frembrusende Lidenskabelighed, (S.
184
) at han
i „Hjertet og Pengene“ udmærkede sig ved en fortræffelig
Fremstilling af Chavarot, (S.
185
) at han i „De Uafhængige“
udmærkede sig ved sin fortræffelige, i en elskværdigt let
og godmodig Tone givne Fremstilling a f Dhennebon, (S.
206
) at han i „Min Lykkestjerne“ gav en med Smag gjen-
nemført naturligt morsom Fremstilling a f den phlegmatisk
overveiende Godseier Pimpol, — saa skulde man blot efter
disse Udtalelser synes, at Høedt ved sin neppe toaarige V irk
somhed som kgl. Skuespiller alt maatte have overbevist En
hver, ogsaa baade Heiberg og Overskou om, at Theatret
her havde erhvervet en Kunstner a f største Betydning for
Scenen, selv om de ikke formaaode at erkjende, at denne
hans Betydning strakte sig ud over hans egne Fremstillinger.