31 / 107
24
En Tale — men jeg taler nu bed st ved en
Bolle!
Den alvorlige Genre er ej bleven min,
Jeg er altid bange for at blive til Grin.
F o r det er dog ganske ubestridelig,
At n aa r m an sta ar og sk jæ rer Ansigt for
at væ re højtidelig,
Og blot komm er til at sige e t Ord forkert,
Saa er hele V irkningen total spolert!
Jeg vil ikke tale
0111
, hvis man tab er
T raaden,
Saa ser man strax paa hele Maaden,
Hvorpaa det hø jstæ red e Publikum
B estræber sig for at væ re stum ,
At det sker kun, fordi det er voldsom
medlidende,
Og derom kan Taleren jo ej blive uvidende!
Men tu rd e de blot — ja Død og Pine:
Saa stak de s’gu alle i at grine.
Og Taleren! Ak, det sølle Asen!
S taar ynkelig m idt i Suppedasen,
Med stive Øjne og Sved paa Panden,
Og H aanden — nede i Saucekanden!
Se — derfor b li’er det vist Alle til Gammen,
Om jeg slaar Visen og Talen sammen!
Foreningen
er altsaa det opgivne Maal,
F o r hvilken jeg
skal
p roponere en Skaal.
Velan! Komiteen og Fo rm anden byder,
Og jeg stakkels Bæst — ja jeg sukker —
men lyder!
Og slipper jeg saa ej godt fra m in Tale,
Saa véd jeg, d er vank er paa m in Hale!
Jeg er Medlem af Styrelsen, og Aaret ru n d t
E r de Folk jo ej and re Sportler forundt!
Jeg b ø r vel egentlig fortrinsvis vise,
H vordan den blev til, den Forening jeg
skal prise.
Ja — Anledningen, den v ar sørgelig nok.
Ser De: hele den store, lystige Flok,
Som stæ vner fra Skolen ud i L ivet,
Den er det mæ rkvæ rdignok endnu ikke
givet
At slippe for det, som Mennesket ramm er:
En Gang maa man skilles fra Verdens
Jamm er!
(Forøvrigt dette godt med Skolens Liv kan
passe:
Man ry k k er jo b are op i en højere Klasse!)
Altsaa: engang saa døde en gammel Elev,
Og da Fam ilien i Bladene skrev,
H vorn aar og hvor h an skulde forsvinde,
Saa fik K amm eraterne isinde
At vise ham den sidste Ære.
Det v ar jo saadan, som det skal være!
Og saadan gik det flere Gange,
— N aturligvis ej med den samme Mand —
H istorien m elder ej, hvorm ange
Det kostede Livet for at faa Tanken istand!
Men tilsidst saa blev m an enig om Sagen,
Man drøfted og drøfted — og saa kom
Dagen,
Da endelig Hemmeligheden revned,
Og alle gam le E lever blev stævned!
Der mødte ikke saa ganske faa,
Dels med, dels uden Mundering paa.
Der mødte mørke- og lyseblaa Buxer,
Der mødte baade Duxer og Fuxer,
Der mødte selv Folk med Sølv paa Kraven,
Og dem, d er fo rp lejer Soldatermaven.
Af Civilister saaes d er mangen,
Som længe havde væ ret »i Kangen«;
Med Titel af »Krigsassessor« v ar der flere.
(Om det v ar »virkelige« h u sk e r jeg ej mere).
Om Lovforslaget blev d er naturligvis Vrøvl,
Udvalget fik ligesaa n aturligvis Høvl.
(En Lov p asser aldrig til alles Smag,
Det er jo en gammel og afg jo rt Sag).
T ilsidst fik man endelig o rdn et Tingen
Paa den gamle, gode Maade: at Ingen
Havde m ere Noget at skulde h a ’ sagt!
Og saa v ar F orhandlingen til Ende brag t;
Foreningen fik Love — de Mødte fik en
Bjørn! —
Saa v ar man fæ rdig med den første Tørn!
Senere kom mange glade Dage —
Men af og til kom dog Talen tilbage
Paa det, som fra først v ar Achilleshæ len;
De utilfredse blev ved med deres Vrælen.
Man mixed og lavede Lovene om,
Og h aab ed ’ at bedre T ider d er kom!
Men ved Siden af denne gam le Stok
Var d er en anden, en yngre Flok,
Som m ente, man havde dem tra a d t paa
Poten,
Og d erfor vilde vise, de v ar nix v erk n o ten !
Ungdom og Baskhed de følges jo ad,
Inden ret længe de Unge sad
Ganske gemytlig i egen Klub,
Hele H istorien gik i en Snup!
Men ogsaa hos dem kom Skolens Aand,
Den tog ogsaa dem i Ledebaand!
De lavede ogsaa Lovene om,
H aabed ogsaa, at bedre T ider der k o m !
Saaledes stod begge P a rte r en Tid,
Skjøndt aldrig der førtes nogen Strid,
Saa gloede man rolig paa hinanden
Og tænkte: »Nej — gi’e sig — nej det sku ’
dog Fanden!«