10 / 104
VED FILOSOFGANGEN
G
ennem den Del af Kirsebærgangen, der fører fra
Vesterport til Badehuset ved Rysenstens Bastion,
gik en Morgen tidlig tre unge Mennesker med hurtige
Skridt.« Saaledes begynder en Novelle i det Bind Fortæl
linger, som Goldschmidt udsendte i 1846. Den ene af de
tre Morgenvandrere, som var paa Vej til Badet, »betrag
tede vexelvis sine tavse Ledsagere og den grønklædte Vold,
det stille Vand og Træerne, hvis Toppe netop berørtes af
Solen, der hævede sig over Volden«. Han glæder sig ved
Vandet, ved Træerne, der hænger langt ud derover og
danner ligesom skyggefulde Havbugter: »Jeg elsker dette
Sted — Himlen maa vide, hvorfor; maaske min Moder
har forset sig derpaa, medens hun bar mig under Hjer
tet. Eller maaske er det, bare fordi jeg ikke har Raad til
at tage tidt i Skoven og derfor maa hjælpe mig med Kir
sebærgangen. Men jeg elsker dette Sollys, disse Skygger
og dette Grønne; det er, ligesom Hjertet til sidst skulde
smelte, naar jeg vedbliver at stirre derpaa«.
Tæt op til al denne Skønhed, som betog det unge Hjerte
saa stærkt, rejstes »Haandværkerstiftelsen i Philosoph-
gangen«. Hver Morgen vækkedes de Gamle i Stiftelsen
af de smaa Hornblæseres Signaler og Trommeslagernes
Hvirvler, der lød over til dem fra Kirsebærgangen og