HaandværkerStiftelsen

Fæstningens Glacis. De havde heller ikke Raad til at tage

tit i Skoven, og desuden savnede mange af dem vel Kræf

ter til at komme saa langvejs bort. Til Gengæld havde de

Udsigten til Volden, og »Philosophgangen« laa lige ilden

for deres Dør.

Filosofgangen, der strakte sig fra Vesterport ned til

Langebro, kunde jo nok til Tider være lidt vanskelig at

passere for gamle Mennesker. Der var hverken Cykler

eller Biler som nu om Stunder, men mange Ridende rørte

deres Heste paa denne Strækning, og en Gang imellem

lød der Klage derover. Der var ogsaa en Grøft, som i

Sommervarmen kunde stinke slemt. Alligevel var Filo

sofgangen en yndet Promenade. Man var ikke forvænt

med frisk Luft i det gamle Kongens København indenfor

Voldene, og Filosofgangen bød i alt Fald paa en smuk

og skyggefuld Linde-Allé. Der var særlig en »lun« Hygge

over Strækningen fra Vesterport til Ny Kongensgades

Hjørne, hvor Haandværkersti fteisen laa. Denne

Lunhed

øvede sin særlige Tiltrækning paa de Gamle. Men i Slut

ningen af 1830’erne var der kun tre Bænke i hele Filosof-

gangen, og da disse som oftest var optagne af Ammer og

Børn, havde de gamle Mennesker, der var daarligt til

Bens, gerne vanskeligt ved at finde et Sted, hvor de kunde

hvile deres trætte Lemmer. I et af Tidens Blade finder

man da ogsaa følgende Henvendelse: »De gamle i Stiftel

sen for Haandværkere saavelsom de i Vartov bede yd-

mygst høje Vedkommende om, at der maa hensættes

nogle flere Bænke i Filosofgangen«. De fremkommer